søndag den 27. oktober 2013

2. oplag og lidt om frygten for at blive afsløret


2. oplag af Familien Kammer er netop gået i trykken. 

Flere fine anmeldelser er i tikket ind de seneste dage - fire stjerner både i Berlingske og Fyns Stifttidende, og jeg er helt overvældet – især over det faktum, at nogen altså rent faktisk køber bogen.

Det er denne underlige skitzofreni, når jeg lige har udgivet en bog: på den ene side mener jeg selv, den er virkelig god – på den anden side har jeg stærkt på fornemmelsen, at det hele er snyd, og at nogen snart vil komme og prikke mig på skulderen og sige, at jeg er afsløret i ikke at kunne noget som helst. Intet!

Jeg har hørt mange andre forfattere sige, at de har det sådan, og det kan der nok fnulres noget psykologisk lommeuld ud af – måske romanforfattere generelt lider af grandios selvovervurdering kombineret med lige så grandiose mindreværdskomplekser, men det er på en måde ikke så interessant.

Hvad der er mere givende, synes jeg, og i hvert fald langt mere flatterende er at spekulere over, om dette fænomen måske i virkeligheden handler mere om æstetik end om psykologi. At fornemmelsen af snyd (også) genereres af selve romanens ”natur”.

Det er noget, Orhan Pamuk, har skrevet, der får mig til at tænke sådan. Min gode veninde og forfatterkollega, Nina Belling, henledte for nylig min opmærksomhed på Pamuks forrygende essaysamling, ”Den naive og den sentimentale romanforfatter. Hvad der sker, når vi skriver og læser romaner”.  

Et af disse essays handler om det, Pamuk kalder for romanens centrum. Man kan forstå dette begreb, som det punkt både forfatter og læser mere eller mindre ubevidst kredser om. Man søger efter noget, man ved det vil være dybt tilfredsstillende at finde, og man føler, man er tæt på at få fat i dette noget. Dette noget er på samme tid romanens motor og belønning.

Pamuk skriver: ”Centrum i en roman er en dybsindig mening om eller dyb indsigt i livet, et dybt begravet, gådefuldt punkt, om det nu er virkeligt eller indbildt. Romanforfattere skriver for at udforske dette locus, for at opdage dets implikationer, og vi er klar over, at romaner læses i samme ånd.”

Noget ved dette vækker meget genkendelse i mig – i hvert fald som læser. Jeg genkender øjeblikke, hvor jeg føler, at den ypperste læseoplevelse netop er den, der bringer mig i en slags detektivisk, snedig tilstand. En art hemmelig søgen hvor jeg føler, jeg er på sporet af noget. Noget jeg ikke helt kan sætte fingeren på, men som ikke desto mindre vil kunne findes og nydes som en nærmest sanselig fornemmelse, hvis bare jeg læser noget mere.

Som forfatter kender jeg også fornemmelsen, men jeg ville aldrig være i stand til at forklare hverken mig selv eller andre nøjagtigt hvad dette locus er, men jeg ved, hvad Pamuk mener, når han fortsætter: ”At skrive en roman kan minde om at gå gennem en skov og hellige hvert eneste træ lidenskabelig opmærksomhed og registrere og beskrive hver detalje, som om det væsentlige bare var at fortælle historien og nå gennem skoven. Men hvor meget vi end tiltrækkes af skovene, bygningerne og floderne i landskabet eller fortrylles af underet, det fremmedartede og skønheden ved hvert træ eller hver klippeskrænt, ved vi stadig, at der er noget mere hemmelighedsfuldt lukket inde i landskabet – noget mere gennemgående meningsfuldt end summen af alle de individuelle træer og genstande, det indeholder.”

Som jeg forstår Pamuk, er der altså noget ved selve romanens struktur, som ægger både forfatter og læser. Teksten skaber billeder og mønstre i vores bevidsthed – og romanens eftertragtede centrum kan hverken reduceres til den enkelte detalje eller til summen af detaljer.

Pamuk fortsætter: ”At skrive en roman er at skabe et centrum, vi ikke kan finde i livet eller i verden, og skjule det i landskabet – spille et imaginært spil skak med vores læsere.”

Og at læse en roman er ”at anstrenge sig for at tro på, at verden faktisk har et centrum, og det kræver al den tillid, man kan mønstre.”

Det er altså ikke for sjov, dette med romaner og deres centrum, og i sit essay anskuer Pamuk også denne søgen efter at skrive sig frem til eller læse sig frem til et centrum litteraturhistorisk. Han giver mange eksempler på egne læsninger, men hvad centrum så helt præcist er, står fortsat uafklaret hen.

På den måde bliver essayet som sådan selv udtryk for essensen af centrumbegrebet – det kan indkredses, men aldrig fanges.

For mig er det dejligt, befriende. Men også en smule farligt. Man griber ud og ud og ud – uden at få fat i noget.

Og jeg tænker, om den der grumme fornemmelse af snyd, angsten for at nogen i morgen skal komme og prikke mig på ryggen og sige, at jeg er afsløret, at jeg er dum og at min roman er - ikke blot almindeligt dum, men så dum at den faktisk slet ikke eksisterer - (også) hænger sammen med, at selve det jeg har skrevet, nemlig romanen, i sin ”natur” er  –  en form for snyd. Forstået på den måde at romanens motor, dens centrum på én gang er så vigtigt men også – åh så flygtigt.

På en måde en smuk tanke. I hvert fald bedre end at jeg bare er småtosset.





onsdag den 9. oktober 2013

Om at spille på klaver og en dårlig anmeldelse


Dårlige anmeldelser. Må man helst ikke sige noget om som forfatter. De gode må man selvfølgelig gerne, og det gør man så også. På udgivelsesdagen for ”Familien Kammer” var jeg selv på Facebook med juhu over stjerner og superlativer, selvfølgelig var jeg det! 

Siden er jeg blevet meget glad for (det meste af) anmeldelsen i Politiken og de fine 4 stjerner. Lige i dag er jeg også glad for anmeldelsen på Litteratursiden - og helt oppe at køre over hele 6 stjerner i magasinet LIV, der mener, at det er en "frygtelig god historie". 

Og det poster jeg nok på Facebook og skriver det jo også her - selvfølgelig fordi jeg er oprigtigt glad for det.

Men også fordi, det er vigtigt, hvordan historien om den nye roman bliver fortalt, og fordi jeg ved, at jeg selv bidrager selv til den fortælling.

Min far gav mig dette råd: Hvis du spiller klaver, skal du sige til folk – ”jeg er virkelig dygtig til at spille klaver” – også hvis du ikke er det. Det er underordnet. Hvis du selv går rundt og siger, at du er dygtig til det, så vil folk også gå rundt og sige – ”Hanne er virkelig dygtig til at spille klaver”.

Der var en god men grum portion sandhed i det råd, som fx alt politisk spin jo er baseret på. Jeg siger ikke, at vi æder alt politisk spin råt – og slet ikke hvis vi skal lægge øre til decideret politiker-klimpren. 

Jeg siger bare – det har noget på sig. Hvis jeg poster tilstrækkelige mange FB-status’er og blogindlæg med hvor super det går med Familien Kammer, så tænker folk, at det går rigtig godt med bogen. Måske ikke super – for de har jo øjne i hovedet og ser den fx ikke ligge i paller  hos boghandleren - men i hvert fald rigtig godt. 

Set fra et vist perspektiv går det jo også rigtig godt – den har jo fået fine anmeldelser. Hvorfor ikke lade den ligge dér? Familien Kammer-klaveret spiller, det er faktisk den pureste sandhed og derfor så meget desto bedre en historie at bringe videre. Hvorfor dog forstyrre den fine historie?

Måske er det fordi jeg er blevet så gammel som jeg er. 54 helt præcist. Jeg orker ikke mere karriere-spin. Jeg er sur over anmeldelsen i Information og orker ikke at brænde inde med det.

Om ”Familien Kammer” konkluderer Informations anmelder: ”Resultatet er så kedeligt som at åbne andres folks flyttekasser fra et langt liv.”

Marie Louise Kjølby må jo til hver en tid gerne give udtryk for, hvor meget hun har kedet sin røv i laser over min bog – det er en smagssag.

At det er en smagssag, siger jeg, fordi andre anmeldere har læst den anderledes, fx: ”Bogen er vor tid og os nutidsmennesker i rige og stærke billeder, og den hæver sig himmelhøjt over alskens ligegyldige døgnværker, der spredes ud over læseverdenen.” (Nordjyske Stifttidende)

Anmelderen i Information må også gerne mene, at: "det hele er kort sagt så normalt, at der skal et tæt, gyldent tyktflydende sprog til at løfte historien. Og her synes jeg desværre, at Hanne Richardt Beck kommer til kort (...) mange beskrivelser og tankestrømme er direkte klodsede"  – det er også en smagssag.

At det også er en smagssag, siger jeg fordi anmelderen i Nordjyske netop mener, at ”bogens følelsesmæssigt eskalerende samtaler er små litterære mesterværker” og anmelderen i Kristeligt Dagblad skriver, at sproget har ”nerve og præcision og karsk humor”,  ligesom han finder portrætterne ”gnistrende veloplagt” skrevet.

Kæden springer først af for mig, når Information skriver, at: ”Hanne Richardt Becks tidligere romaner, både den rørende Men bedste hr. Hund om en lille piges opvækst med en kærlig, traumatiseret far, og hendes seneste, den dystopiske 7 Sydøst har været skarpere skåret og mere afgrænsede, både i tema og omfang.
Denne gang har forfatteren forløftet sig på et ambitiøst projekt.”

Dette er ikke en smagssag. Dette er anmelderen, der ikke gør sit arbejde godt nok.

Jeg har ikke ”kun” skrevet to romaner før ”Familien Kammer”, hvilket ikke er svært at opdage – man behøver sådan set bare at åbne romanen for at se listen med mine tidligere udgivelser.

Faktisk opfatter jeg selv netop mine seneste to romaner ”Men bedste hr. Hund” og ”7 Sydøst” som en art digressioner fra den mere stort anlagte episke roman, som jeg netop har skrevet tidligere. For mig er ”Familien Kammer” altså ikke et nyt ”ambitiøst projekt”, som jeg desværre ikke har magtet at holde sammen på, fordi jeg er bedre til de mere afgrænsede romaner.

Allerede i min debutroman fra 1993 ”De brune øjne, Arthur” (som begynder 8. april 1940 og er en stor episk fortælling om to familier gennem 50 år) interesserede jeg mig for sammenhængen mellem den store og den lille historie, og anmelderne tog rigtig godt imod den ambition: Fx skrev Henrik Wivel i Berlingske:

”Der er en rent ud sagt Herman Bang’sk tone i hendes flydende, nuancerede sprog og tillige i hendes illusionsløse indsigt i kærlighedens smerte (…) Som en af personerne tænker i et klart øjeblik: ’Virkeligheden er ikke en diffus samling brokker af sorg og dårlig samvittighed, virkeligheden er et hus, man selv bygger op.’ Hanne Richardt Beck har med sin roman skabt et forunderligt digterisk hus, bygget på en indsigt i denne menneskelige virkelighed og lidenskabsverden.”

Nu vil jeg ikke trætte læseren med alle mulige anmeldelser af de otte bøger, jeg har skrevet, før ”Familien Kammer”, men nu jeg er ved dette med at forløfte mig på større historier, så bliver jeg altså nødt til også lige at referere fra en af anmeldelserne af min fjerde roman ”Understrømme” fra 2003:

Historierne om fire slægtled i det tyvende århundredes Danmark skvulper som flodvand ud af Hanne Richardt Becks nye 'kuffertroman' "Understrømme". (…)Hanne Richardt Beck fortæller Danmarkshistorie gennem disse meget fine generationsportrætter. Historierne og slægterne er knyttet tæt sammen, og vi bliver samtidig mindet om arvens psykologi. Sproget og formen i romanen understøtter fint de historiske perioder, og hvis jeg skal sammenligne med en anden meget stor læseoplevelse, må det blive Anne Marie Løns ”Prinsesserne” (http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/understroemme-af-hanne-richardt-beck)

Med andre ord: Jeg bliver selvfølgelig ked af at have kedet Informations anmelder så eftertrykkeligt. Men det er en smagssag, og jeg har gjort det bedste, jeg kunne. Hvad jeg imidlertid bliver godt gammeldags sur over er, at hun åbenbart mener, at det er noget spritnyt for mig at skrive større historier. Jeg har skrevet i tyve år. Tal derfor venligst ikke ned til mig på den måde. Tak.

Politikens anmelder som jo giver 4 stjerner og derfor absolut også har mange fine ting at sige, er også lige henne og røre ved den kant. Hun skriver: ”Respekt for ambitionen om at forstørre de eksistentielle kriser, eksempelvis Thomas er ude i som fraskilt far, offentligt ansat under tidens politiskøkonomiske pres og handyr med blik for skolens unge og meget løst ansatte vikar. Men det er og bliver intimsfæren, Beck analyserer skarpest.”

Politikens anmelders hukommelse er en bog længere end Informations. Hun husker også min roman ”Om så det gælder” i og med at hun skriver: ”Hanne Richardt Beck har skrevet om besættelsestiden, fremtiden og noget, der er blevet tolket som hendes egen barndom. I romanen her er det en aktuel nutid …” og det er altså her, at mine ambitioner er større end talentet, må man forstå. ”Romanen fungerer bedst uden lektioner i samfundsfag,” skriver Politiken også.

Det er denne anmelder jo bestemt i sin gode ret til at mene. Men det ville altså have givet mig mere respekt for kritikken i anmeldelsen, hvis anmelderen – bare en lillebitte smule – havde anerkendt, at det altså ikke er første gang i mit forfatterskab, at jeg har ambitioner om at finde den store historie i den lille og omvendt.

Jeg er godt klar over, at man ikke kan forlange at anmeldere sætter sig ind i et helt forfatterskab, hver gang de skal anmelde en bog. Men man kunne måske lige gøre sig den anstrengelse at kigge på første side i romanen og se hvor mange bøger forfatteren egentlig har skrevet.

Godt så! Så kom jeg af med den surhed. Og fik muligvis fordrejet min ellers lydefri historie om modtagelsen af ”Familien Kammer” en smule. Det er der ikke noget at gøre ved.  
Jeg er blevet for gammel til at spille perfekt på klaver.




onsdag den 25. september 2013

Hurra, jeg er glad i dag. "Familien Kammer" og jeg er vågnet op til udelukkende flotte ord i Kristeligt Dagblad og 5 stjerner i Nordjyske.

Med røde kinder citerer jeg:
"Der er et herligt materiale i denne familieroman, hvori Hanne Richardt Beck skaber en verden af et pensioneret tandlægepar Dea og Bent Kammer i Haslev og deres tre voksne børn.
Så levende, så sært og fast formet som sjældent set i nutidens litteratur, og det er bestemt ikke en perfekt familie, der toner frem. (...)
Bogens følelsesmæssigt eskalerende samtaler er små litterære mesterværker, og bogens mange tilbageblik sætter ikke alene situationer i perspektiv, men også de tre søskendes interne relationer og ægteskabelige problemer, deres gensidige tiltrækninger og frastødninger.
Vor Beck er en mester i at beskrive og dechifrere de næste umærkelige psykologiske forskydninger, der ligger til grund for hver persons øjeblikkelige sindstilstand.
Bogen er vor tid og os nutidsmennesker i rige og stærke billeder, og den hæver sig himmelhøjt over alskens ligegyldige døgnværker, der spredes ud over læseverdenen." Jens Henneberg, Nordjyske

"Beck viser os hjemmevant rundt hos en tandlægefamilie i Haslev, Dea og Bent Kammer, der skal have guldbryllup. (...)
I det ydre er det begrænset, hvad der sker. I det indre sker der til gengæld så meget desto mere. Og det har af den grund mening, at historien fortælles over næsten 500 sider.
Den kan bære det. De lange, ordrige udredninger har nerve og præcision. Og karsk humor. Hanne Richardt Beck er en dreven og vidende skildrer af det, der foregår under en tilsyneladende tilforladelig overflade.
Intet er for banalt til at være betydningsbærende. Det mindste kan spejle det " største".
Det erfarer vi gang på gang. (...)
Portrætterne med alle deres nuancer gennemføres så gnistrende veloplagt, at den omstændelighed, der kunne have været en trussel, ikke får en chance.
Effektfuldt sættes tandlægeparret op mod hinanden, den svage, konturløse Bent og den udfarende Dea, der mest er til ægteskabelig enevælde." Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

Jeg ville lyve grumt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er meget lykkelig for superlativerne. Men hvad der også gør mig virkelig glad er oplevelsen af at have to læsere, som jeg kan mærke har levet sig ind i mine karakterer - og når man har siddet hver dag i to år med disse selvsamme karakterer, så bliver man altså utrolig glad, når det er lykkedes at forme teksten sådan, at andre også kan føle deres nærvær.

fredag den 13. september 2013

Skyldfølelser - i virkeligheden og i romanen


Siden overjegsneurotikeren gik på pension engang i 1950’erne, og den narcissistiske personlighedstype tog over, har enhver voksen med respekt for sig selv vidst, at skyldfølelse var et no go.  

Alligevel lader jeg mig paradoksalt nok alligevel provokere af folk, som helt åbenlyst mangler dårlig samvittighed og ikke udviser behørig tegn på skyldfølelse, når de overtræder generelt vedtagne moralske love. Så som at man ikke knalder sig til en karriere. For nylig snakkede jeg med en veninde, som fortalte om en anden veninde, der nærmest pralede med, at hun havde bollet sig til en eftertragtet stilling i udlandet. På bekostning af en velkvalificeret kollega. Det var min veninde og jeg meget forargede over, især – fandt vi ud af i løbet af aftenen – kunne vi slet ikke holde ud, at denne kvinde, lad mig kalde hende P, ikke engang forsøgte at skjule, hvad hun havde gjort, at hun åbenbart slet ingen skyldfølelse havde.

Nu har jeg ikke tænkt mig at diskutere sagen som sådan nærmere (er det i orden eller ej at bolle sig til tops – er det i orden overfor en selv? Overfor ens medmennesker/kolleger? For slet ikke at tale om hele sagen set i et kvindeundertrykkelsesperspektiv. Det emne fik jeg afløb for forleden aften) – hvad der derimod interesserer mig er hele skyld-tingen i sig selv.

Når nu jeg ved med mig selv, at skyldfølelse virkelig ikke er en konstruktiv følelse, hvorfor lader jeg mig så provokere så meget af folk, der ikke lider af den? Er det fordi den slags mennesker forekommer mig at være provokerende stærke? Eller tværtimod afstumpede? For skyld lægger sig lige i slipstrømmen af empati, og en vis form for empati må man besidde som menneske for at være netop menneskelig. Men det er dog heldigvis de færreste mennesker, man ligefrem kan beskylde for at være umenneskelige eller psykopatiske i deres følelsesliv.

Altså må det være styrken i afvisningen af skyldfølelse, der provokerer mig mest.

Og det kommer sig sikkert af, at netop skyld og dårlig samvittighed er så udbredte følelser – i hvert fald hos mange kvinder, tror jeg – det er vores skyggeside, at vi er så hurtige til at hamre os selv i hovedet med, at vi ikke er gode nok, ikke tilstrækkelige. At vi har dårlig samvittighed over ikke at have det rent nok, ikke smart nok, ikke gøre det sundt nok. At det er vores skyld, hvis noget går galt i familien.  På den konto syntes jeg, det var lige skrapt nok at P, der så indlysende rent faktisk havde en del at føle skyld over, kunne undgå at blive dukket af dårlig samvittighed.

Og det på trods af, at jeg udmærket godt ved, at skyldfølelser er absolut ubrugbare, og at det hverken ville gøre fra eller til for den forbigåede kollega, L, at P nu sad i udlandet og følte skyld. Og at det såmænd heller intet godt ville gøre P selv – om hun så gik til bekendelse for hele verden, ville L stadig sidde i sit gamle job. Om P så skrev til L, hvis hun ringede hende op og sagde undskyld, bad om tilgivelse – ville der komme noget konstruktivt ud af det for L? Nej. Hverken egne eller andres skyldfølelser kan vi bruge til noget.

Hvis vi et øjeblik eksperimenterer og forestiller os, at P kontakter L og siger undskyld – hvad sker der så? Jeg ser det for mig: P ringer op, hun bliver overvældet af skyldfølelse, måske græder hun i telefonen. L sidder og får knuder i maven – mest er hun jo ked af det over sit job, nu bliver hun vred på P, men det er alligevel også lidt synd for P, sådan som hun græder, sådan som hun undskylder, og L lægger røret på efter at have sagt meningsløse ting som ”det gør ikke noget” og ”det skal du ikke tænke på”, og ”tak fordi du ringede”.  Hvad er der egentlig sket her? P’s skyldfølelse kommer til at overskygge det hele; hun kom der med al sin dybtfølte skyld og bad hele tiden mere eller mindre direkte om L’s tilgivelse – og det der i sidste ende bliver konsekvensen her er jo, at der så ikke bliver plads til L’s smerte og vrede.

Skyldfølelser er som et sort hul, der sluger opmærksomhed og energi. Både fra en selv og fra andre.

Og dog syntes jeg så alligevel, at denne L, der havde knaldet sig til et job i udlandet, i det mindste burde føle sig flov over, hvad hun havde gjort. Igen vil jeg lade alle de andre issues i denne sag ligge usagt og blot konstatere, at der var primitive følelser i gang i mig, når jeg kunne sidde der og ønske, at en stor klat sort skyldfølelse måtte ramme L lige i synet.

Til mit forsvar vil jeg kun sige, at jeg i forbindelse med, at jeg skrev ”Familien Kammer” har tænkt en del over om fænomenet skyldfølelser. 

I små doser har vi brug for at føle lidt skyld, simpelthen fordi det er menneskeligt.

Skyld i store doser kan imidlertid gøre mennesker til mentale krøblinge, skyld er stærke sager og ikke for børn, og dog er der ingen som forældre, der er så gode til at injicere dæmonen. Skyldfølelser boltrer sig i det hele taget gerne i familier som sådan. Mellem søskende og i forældrene i forhold til deres børn.

Jeg kan godt afsløre, at ingen af mine hovedpersoner slipper for at forholde sig til fænomenet skyld, men især to af personerne, moren Dea og den yngste datter Kit, havde jeg mange indre samtaler med, imens jeg skrev.

De to udviser nemlig hver på deres måde en form for mangel skyldfølelse eller dårlig samvittighed, som jeg havde brug for at tænke over.  Og der var noget ved denne venindes veninde, som mindede mig om lidt om Dea og Kit. Dea og Kit er på en måde også stærke kvinder, men det er ikke sikkert, at man kan lide alt, hvad de foretager sig. Her rejser sig et nyt spørgsmål: Hænger det da sammen? Hvis man er en stærk kvinde, kan man så kun foretage sig ”gode” ting?

Jeg har altså måttet tænke lidt over det hele igen her. Sådan er det med gode veninder, de får en til at tænke over tingene.

Ps. Det er klart, at skyld lægger sig lige op ad synd. Paulus skriver et sted, at det gode, som han egentlig gerne vil, det gør han ikke, men det onde, som han egentlig ikke vil, det gør han alligevel.
I et kristent perspektiv kan Paulus ikke gøre for, at han synder. Det er fordi, han er et menneske. Skabt af Gud. På den konto kan Paulus også blive tilgivet, hvis han beder om forladelse.
Mennesker kan selvfølgelig også tilgive hinanden. Men det er ulige lettere, hvis man har et kristent perspektiv ind over og kan tale om synd i stedet for skyld. Det har de ikke i ”Familien Kammer”.



torsdag den 5. september 2013

Ny roman - FAMILIEN KAMMER


25. september 2013 udkommer min nye roman ”Familien Kammer”.

Jeg er glad for, at det denne gang lykkedes min dygtige redaktør at overbevise mig om en enkel titel. Folk kan jo aldrig huske titlerne på mine bøger: ”Om så det gælder,” ”Men bedste hr. Hund”, ”7 Sydøst” – hvad det ikke er blevet til ind i mellem – Politiken skrev en gang: ”Men det er bedst at have hund”. Og vittige venner spørger hvordan det går med ”Hunden har gæller og går med sydvest.”

Altså: ”Familien Kammer.” Som handler om familien Kammer.

Selv kommer jeg fra en lille familie. Far, mor og mig. Jeg var elleve år, da den sidste i  bedsteforældregenerationen døde, og jeg har kun haft en enkel onkel på min mors side. Min nuværende familie er heller ikke stor – men til gengæld ekstraordinært sød! – den består af min mand og vores to voksne børn og i de senere år også deres kærester. Og min mands søster og hendes datter, så vi kan godt komme op på otte omkring et middagsbord, hvilket absolut ikke er lidt, men heller ikke meget i familiemæssig sammenhæng. Ikke når man har veninder, der hurtigt når op på femogtyve, bare de inviterer de nærmeste.
Da jeg var barn, var jeg frygtelig misundelig på den slags familier. Men man behøver jo ikke blive særlig meget af et bevidsthedsvæsen, før man forstår, at et stort antal familiemedlemmer ikke er nogen garanti for store portioner kærlighed – nogle gange nærmest tværtimod – så misundelsen forvandlede sig til en nysgerrighed, der har fulgt mig i mit voksne liv: Hvordan fungerer større familier mon? Hvad er det for en særlig dynamik, der er mellem søskende? Og flere børn og deres forældre? Hvad er det for nogle roller og systemer, man uden at ville det, altid bliver en del af i en familie?

I arbejdet med at skrive Familien Kammer har jeg været en slags antropolog. På ekspedition til planeten for søskende-jalousi og kvinder som får tre børn uden egentlig at ville have dem. Men jeg har selvfølgelig også selv erfaringer med familieroller og faste systemer, og dem har jeg også trukket på, når jeg skulle forstå mine fem ”Kammere” – Dea og Bent, Mari, Thomas og Kit.

For jeg ville skrive om en familie og den besynderlighed det er, at man kan være nok så meget 35, 45 eller 55, man kan være nok så voksen med eget liv, men et eller andet sted har ens forældre og ens rolle i familien stadig utrolig stor betydning for, hvordan man opfatter sig selv og hvilke valg man foretager.
Samtidig ville jeg også skrive om tre måneder i disse fem voksne menneskers liv – hvad er det de hver især kæmper med, og hvad er det for nogle forestillinger, de har, om at lykkes?

For det vil vi jo gerne alle sammen – lykkes. Hvad det vil sige, er der forskellige opfattelser af, men målestokken, tror jeg, mange af os har med hjemmefra. Og i den forbindelse vil jeg faktisk ikke ønske mig at være en Kammer fra Haslev, men hellere en Richardt Jørgensen fra Brønshøj. (Beck har jeg giftet mig til.)