onsdag den 25. september 2013

Hurra, jeg er glad i dag. "Familien Kammer" og jeg er vågnet op til udelukkende flotte ord i Kristeligt Dagblad og 5 stjerner i Nordjyske.

Med røde kinder citerer jeg:
"Der er et herligt materiale i denne familieroman, hvori Hanne Richardt Beck skaber en verden af et pensioneret tandlægepar Dea og Bent Kammer i Haslev og deres tre voksne børn.
Så levende, så sært og fast formet som sjældent set i nutidens litteratur, og det er bestemt ikke en perfekt familie, der toner frem. (...)
Bogens følelsesmæssigt eskalerende samtaler er små litterære mesterværker, og bogens mange tilbageblik sætter ikke alene situationer i perspektiv, men også de tre søskendes interne relationer og ægteskabelige problemer, deres gensidige tiltrækninger og frastødninger.
Vor Beck er en mester i at beskrive og dechifrere de næste umærkelige psykologiske forskydninger, der ligger til grund for hver persons øjeblikkelige sindstilstand.
Bogen er vor tid og os nutidsmennesker i rige og stærke billeder, og den hæver sig himmelhøjt over alskens ligegyldige døgnværker, der spredes ud over læseverdenen." Jens Henneberg, Nordjyske

"Beck viser os hjemmevant rundt hos en tandlægefamilie i Haslev, Dea og Bent Kammer, der skal have guldbryllup. (...)
I det ydre er det begrænset, hvad der sker. I det indre sker der til gengæld så meget desto mere. Og det har af den grund mening, at historien fortælles over næsten 500 sider.
Den kan bære det. De lange, ordrige udredninger har nerve og præcision. Og karsk humor. Hanne Richardt Beck er en dreven og vidende skildrer af det, der foregår under en tilsyneladende tilforladelig overflade.
Intet er for banalt til at være betydningsbærende. Det mindste kan spejle det " største".
Det erfarer vi gang på gang. (...)
Portrætterne med alle deres nuancer gennemføres så gnistrende veloplagt, at den omstændelighed, der kunne have været en trussel, ikke får en chance.
Effektfuldt sættes tandlægeparret op mod hinanden, den svage, konturløse Bent og den udfarende Dea, der mest er til ægteskabelig enevælde." Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

Jeg ville lyve grumt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er meget lykkelig for superlativerne. Men hvad der også gør mig virkelig glad er oplevelsen af at have to læsere, som jeg kan mærke har levet sig ind i mine karakterer - og når man har siddet hver dag i to år med disse selvsamme karakterer, så bliver man altså utrolig glad, når det er lykkedes at forme teksten sådan, at andre også kan føle deres nærvær.

fredag den 13. september 2013

Skyldfølelser - i virkeligheden og i romanen


Siden overjegsneurotikeren gik på pension engang i 1950’erne, og den narcissistiske personlighedstype tog over, har enhver voksen med respekt for sig selv vidst, at skyldfølelse var et no go.  

Alligevel lader jeg mig paradoksalt nok alligevel provokere af folk, som helt åbenlyst mangler dårlig samvittighed og ikke udviser behørig tegn på skyldfølelse, når de overtræder generelt vedtagne moralske love. Så som at man ikke knalder sig til en karriere. For nylig snakkede jeg med en veninde, som fortalte om en anden veninde, der nærmest pralede med, at hun havde bollet sig til en eftertragtet stilling i udlandet. På bekostning af en velkvalificeret kollega. Det var min veninde og jeg meget forargede over, især – fandt vi ud af i løbet af aftenen – kunne vi slet ikke holde ud, at denne kvinde, lad mig kalde hende P, ikke engang forsøgte at skjule, hvad hun havde gjort, at hun åbenbart slet ingen skyldfølelse havde.

Nu har jeg ikke tænkt mig at diskutere sagen som sådan nærmere (er det i orden eller ej at bolle sig til tops – er det i orden overfor en selv? Overfor ens medmennesker/kolleger? For slet ikke at tale om hele sagen set i et kvindeundertrykkelsesperspektiv. Det emne fik jeg afløb for forleden aften) – hvad der derimod interesserer mig er hele skyld-tingen i sig selv.

Når nu jeg ved med mig selv, at skyldfølelse virkelig ikke er en konstruktiv følelse, hvorfor lader jeg mig så provokere så meget af folk, der ikke lider af den? Er det fordi den slags mennesker forekommer mig at være provokerende stærke? Eller tværtimod afstumpede? For skyld lægger sig lige i slipstrømmen af empati, og en vis form for empati må man besidde som menneske for at være netop menneskelig. Men det er dog heldigvis de færreste mennesker, man ligefrem kan beskylde for at være umenneskelige eller psykopatiske i deres følelsesliv.

Altså må det være styrken i afvisningen af skyldfølelse, der provokerer mig mest.

Og det kommer sig sikkert af, at netop skyld og dårlig samvittighed er så udbredte følelser – i hvert fald hos mange kvinder, tror jeg – det er vores skyggeside, at vi er så hurtige til at hamre os selv i hovedet med, at vi ikke er gode nok, ikke tilstrækkelige. At vi har dårlig samvittighed over ikke at have det rent nok, ikke smart nok, ikke gøre det sundt nok. At det er vores skyld, hvis noget går galt i familien.  På den konto syntes jeg, det var lige skrapt nok at P, der så indlysende rent faktisk havde en del at føle skyld over, kunne undgå at blive dukket af dårlig samvittighed.

Og det på trods af, at jeg udmærket godt ved, at skyldfølelser er absolut ubrugbare, og at det hverken ville gøre fra eller til for den forbigåede kollega, L, at P nu sad i udlandet og følte skyld. Og at det såmænd heller intet godt ville gøre P selv – om hun så gik til bekendelse for hele verden, ville L stadig sidde i sit gamle job. Om P så skrev til L, hvis hun ringede hende op og sagde undskyld, bad om tilgivelse – ville der komme noget konstruktivt ud af det for L? Nej. Hverken egne eller andres skyldfølelser kan vi bruge til noget.

Hvis vi et øjeblik eksperimenterer og forestiller os, at P kontakter L og siger undskyld – hvad sker der så? Jeg ser det for mig: P ringer op, hun bliver overvældet af skyldfølelse, måske græder hun i telefonen. L sidder og får knuder i maven – mest er hun jo ked af det over sit job, nu bliver hun vred på P, men det er alligevel også lidt synd for P, sådan som hun græder, sådan som hun undskylder, og L lægger røret på efter at have sagt meningsløse ting som ”det gør ikke noget” og ”det skal du ikke tænke på”, og ”tak fordi du ringede”.  Hvad er der egentlig sket her? P’s skyldfølelse kommer til at overskygge det hele; hun kom der med al sin dybtfølte skyld og bad hele tiden mere eller mindre direkte om L’s tilgivelse – og det der i sidste ende bliver konsekvensen her er jo, at der så ikke bliver plads til L’s smerte og vrede.

Skyldfølelser er som et sort hul, der sluger opmærksomhed og energi. Både fra en selv og fra andre.

Og dog syntes jeg så alligevel, at denne L, der havde knaldet sig til et job i udlandet, i det mindste burde føle sig flov over, hvad hun havde gjort. Igen vil jeg lade alle de andre issues i denne sag ligge usagt og blot konstatere, at der var primitive følelser i gang i mig, når jeg kunne sidde der og ønske, at en stor klat sort skyldfølelse måtte ramme L lige i synet.

Til mit forsvar vil jeg kun sige, at jeg i forbindelse med, at jeg skrev ”Familien Kammer” har tænkt en del over om fænomenet skyldfølelser. 

I små doser har vi brug for at føle lidt skyld, simpelthen fordi det er menneskeligt.

Skyld i store doser kan imidlertid gøre mennesker til mentale krøblinge, skyld er stærke sager og ikke for børn, og dog er der ingen som forældre, der er så gode til at injicere dæmonen. Skyldfølelser boltrer sig i det hele taget gerne i familier som sådan. Mellem søskende og i forældrene i forhold til deres børn.

Jeg kan godt afsløre, at ingen af mine hovedpersoner slipper for at forholde sig til fænomenet skyld, men især to af personerne, moren Dea og den yngste datter Kit, havde jeg mange indre samtaler med, imens jeg skrev.

De to udviser nemlig hver på deres måde en form for mangel skyldfølelse eller dårlig samvittighed, som jeg havde brug for at tænke over.  Og der var noget ved denne venindes veninde, som mindede mig om lidt om Dea og Kit. Dea og Kit er på en måde også stærke kvinder, men det er ikke sikkert, at man kan lide alt, hvad de foretager sig. Her rejser sig et nyt spørgsmål: Hænger det da sammen? Hvis man er en stærk kvinde, kan man så kun foretage sig ”gode” ting?

Jeg har altså måttet tænke lidt over det hele igen her. Sådan er det med gode veninder, de får en til at tænke over tingene.

Ps. Det er klart, at skyld lægger sig lige op ad synd. Paulus skriver et sted, at det gode, som han egentlig gerne vil, det gør han ikke, men det onde, som han egentlig ikke vil, det gør han alligevel.
I et kristent perspektiv kan Paulus ikke gøre for, at han synder. Det er fordi, han er et menneske. Skabt af Gud. På den konto kan Paulus også blive tilgivet, hvis han beder om forladelse.
Mennesker kan selvfølgelig også tilgive hinanden. Men det er ulige lettere, hvis man har et kristent perspektiv ind over og kan tale om synd i stedet for skyld. Det har de ikke i ”Familien Kammer”.



torsdag den 5. september 2013

Ny roman - FAMILIEN KAMMER


25. september 2013 udkommer min nye roman ”Familien Kammer”.

Jeg er glad for, at det denne gang lykkedes min dygtige redaktør at overbevise mig om en enkel titel. Folk kan jo aldrig huske titlerne på mine bøger: ”Om så det gælder,” ”Men bedste hr. Hund”, ”7 Sydøst” – hvad det ikke er blevet til ind i mellem – Politiken skrev en gang: ”Men det er bedst at have hund”. Og vittige venner spørger hvordan det går med ”Hunden har gæller og går med sydvest.”

Altså: ”Familien Kammer.” Som handler om familien Kammer.

Selv kommer jeg fra en lille familie. Far, mor og mig. Jeg var elleve år, da den sidste i  bedsteforældregenerationen døde, og jeg har kun haft en enkel onkel på min mors side. Min nuværende familie er heller ikke stor – men til gengæld ekstraordinært sød! – den består af min mand og vores to voksne børn og i de senere år også deres kærester. Og min mands søster og hendes datter, så vi kan godt komme op på otte omkring et middagsbord, hvilket absolut ikke er lidt, men heller ikke meget i familiemæssig sammenhæng. Ikke når man har veninder, der hurtigt når op på femogtyve, bare de inviterer de nærmeste.
Da jeg var barn, var jeg frygtelig misundelig på den slags familier. Men man behøver jo ikke blive særlig meget af et bevidsthedsvæsen, før man forstår, at et stort antal familiemedlemmer ikke er nogen garanti for store portioner kærlighed – nogle gange nærmest tværtimod – så misundelsen forvandlede sig til en nysgerrighed, der har fulgt mig i mit voksne liv: Hvordan fungerer større familier mon? Hvad er det for en særlig dynamik, der er mellem søskende? Og flere børn og deres forældre? Hvad er det for nogle roller og systemer, man uden at ville det, altid bliver en del af i en familie?

I arbejdet med at skrive Familien Kammer har jeg været en slags antropolog. På ekspedition til planeten for søskende-jalousi og kvinder som får tre børn uden egentlig at ville have dem. Men jeg har selvfølgelig også selv erfaringer med familieroller og faste systemer, og dem har jeg også trukket på, når jeg skulle forstå mine fem ”Kammere” – Dea og Bent, Mari, Thomas og Kit.

For jeg ville skrive om en familie og den besynderlighed det er, at man kan være nok så meget 35, 45 eller 55, man kan være nok så voksen med eget liv, men et eller andet sted har ens forældre og ens rolle i familien stadig utrolig stor betydning for, hvordan man opfatter sig selv og hvilke valg man foretager.
Samtidig ville jeg også skrive om tre måneder i disse fem voksne menneskers liv – hvad er det de hver især kæmper med, og hvad er det for nogle forestillinger, de har, om at lykkes?

For det vil vi jo gerne alle sammen – lykkes. Hvad det vil sige, er der forskellige opfattelser af, men målestokken, tror jeg, mange af os har med hjemmefra. Og i den forbindelse vil jeg faktisk ikke ønske mig at være en Kammer fra Haslev, men hellere en Richardt Jørgensen fra Brønshøj. (Beck har jeg giftet mig til.)