mandag den 6. juni 2011

Interview i Skønlitteratur på P1

Skønlitteratur på P1 handlede 4. juni om en ny international tendens i litteraturen, nemlig science-fiction romaner, der foregår i en nær fremtid. Der kan man bare se - så er man blevet en del af en tendens! Men det har jeg faktisk slet ikke noget imod - jeg har mødt mange hævede øjenbryn de sidste par år, når jeg fortalte, at jeg skrev på en fremtidsroman - for fremtiden vil jeg bare sige, at 7 Sydøst er en med i international tendens!

Interviewet kan høres her.

lørdag den 21. maj 2011

5 stjerner fra Fyens Stifttidende


7 Sydøst" er en yderst velskrevet roman om et fremtidssamfund, der kan blive vores, hvis vi glemmer at se os for
ROMAN Hanne Richardt Beck: " 7 Sydøst" Danmarks hovedstad år 2034 -eller som det hedder i Hanne Richardt Becks nye roman - Metropol i Region Nord.
" 7 Sydøst" er en dystopisk fremtidsvision, som har paralleller til nutidens samfund.
Efter den store regnstorm i 2017, er verden som vi kender den fuldstændig forandret.
Klimaændringerne er for alvor slået igennem. De arbejdsduelige har fået plads i den velordnede og pæne Metropol, mens situationen i de såkaldte lavområder kommer ud af kontrol.
Samuel Onduro er medlem af parlamentet for Konsekvente Demokrater, og uddannelse og udvikling i lavområderne er en af hans mærkesager. Langsomt må han dog se i øjnene, at regeringens øverste ledelse, har andre planer end han selv.
My er instruktør ( fremtidens skolelærer), hun er medlem af foreningen DBiM, som lærer folk at genkende og kontrollere deres følelser, så de kan yde optimalt til gavn for samfundets bedste. Hun må kæmpe for kærligheden, men hendes mor, der nægter at flytte fra sit hjem i lavområdet 7 Sydøst, kommer i vejen.
" 7 Sydøst" er både sprogligt og indholdsmæssigt en yderst velskrevet roman.
Det er fornøjeligt at læse om forfatterindens finurlige påhit i en fremtidsverden, hvor det er god tone at bære handsker, og hvor befolkningen er iført tøj i farvekoder, der viser deres jobsituation - en detalje, der forbinder " 7 Sydøst" til Aldous Huxleys " Fagre nye verden" fra 1932.
Det er tankevækkende at læse om et samfund, hvor de tilstrømmende flygtninge gennemgår hjernescanninger, og hvor kun de, der lever op til høje standarder slipper gennem nåleøjet.
Det er uhyggeligt at læse om den togvogn (!), som hver morgen kører gennem den store by fuld af nye flygtninge.
Og det er ikke mindre uhyggeligt at læse om den måde, mennesker kan lukke af for og " glemme" det, som de inderst inde er klar over.
Overdrivelse fremmer forståelsen, men det er ikke svært at få øje på paralleller til vores samfund i romanen.
                                                                                                                    Af Sarah Louise Pedersen kultur@fyens.dk

mandag den 16. maj 2011

Leder i Information

Det er altid lidt svært at udgive en bog. Man ved, at andre mennesker nu vil forholde sig til resultatet af alle de arbejdstimer, alt det hjerteblod. Men jeg vil indrømme, at det nok er mere end lidt svært med 7 Sydøst. Faktisk har jeg været - og er - noget der ligner hunderæd. For jeg ved godt, at jeg med denne roman er trådt hen et sted, hvor man godt kan få nogle øretæver med på vejen.

Derfor er jeg også ufattelig glad - og helt benovet - over Informations leder i dag.

søndag den 8. maj 2011

7 Sydøst



Så er 7 Sydøst udkommet og foreløbig er jeg rigtig glad for anmeldelsen i Information og Anne Lise Marstrand-Jørgensens anbefaling af bogen i Kulturguiden på P2. Ligesom jeg også var virkelig glad for Informations foromtale af bogen - for det er trods alt ikke hver dag, man hører sit eget og George Orwells navn i samme sætning.

Tirsdag d. 17. maj kommer der et interview med mig i Information, søndag d. 22. maj i Nordjyske Stifttidende og senere på måneden også ét i Skønlitteratur på P1.

søndag den 1. maj 2011

IAGTTAGELSER AF ORD 2



Frontex er et nyt ord. Endnu ikke en del af vores daglige bevidsthed og sprog, men det bliver det sikkert snart. For Frontex er navnet på et europæisk grænseagentur, der blev oprettet i 2005, og som indsamler informationer om flygtningesituationen ved Europas grænser, og de har desværre masser at lave for tiden, og det bliver nok ikke mindre i fremtiden.

Med det stadigt stigende flygtningepres på de europæiske grænser er der ingen tvivl om, at Frontex er et vigtigt tiltag, og jeg er sikker på, at agenturet huser mange højtuddannede og kloge mennesker, som gør deres bedste hver dag, når de er på arbejde. 

Det, der undrer mig, det der gør mig urolig, er selve navnet: Frontex.

Hvorfor har de kaldt agenturet sådan? Jeg har ledt på Frontex' hjemmeside efter en forklaring på, hvorfor man har valgt netop dette navn. Det er (så vidt jeg kan gennemskue) ikke et traditionelt akronym. Frontex er dog nok sat sammen af det engelske frontier og så det lille ex – som jo er noget, der ikke mere er eller udelukkelse. Det er den semantisk mest holdbare forklaring, jeg kan finde.

I øvrigt må man jo gå ud fra, at de mennesker, der har besluttet at kalde det europæiske grænseagentur for Frontex, har positive eller i hvert fald neutrale associationer til navnet.

Og det er dér mine problemer med navnet begynder. Mine associationer er hverken neutrale eller positive. Frontex: Jeg tænker rengøringsmiddel. Måske et effektivt vaskemiddel til biler – "din forrude bliver spejlblank med Frontex".

Eller når jeg ser navnet stå med kapitaler, som det gør på hjemmesiden under deres logo: FRONTEX - og neden under: LIBERTAS – SECURITAS – JUSTITIA  -  så minder det mig om en mellemting mellem noget George Orwellsk Newsspeak og en dårlig amerikansk actionfilm med store militærkøretøjer i et postnukleart landskab. Jeg kan godt se den film for mig; de potente køretøjer med FRONTEX: LIBERTAS – SECURITAS – JUSTITIA malet på siden med store sorte bogstaver.

Frontex giver mig også associationer til et nyt supermateriale a la Goretex, som vi kender fra fx varme og vandafvisende vinterstøvler. Goretex er en såkaldt PTFE (polytetraflourethylen) membran, et stærkt materiale, som er modstandsdygtigt overfor påvirkning af vand og kemikalier, men som lader vanddampe passere, så huden kan ånde. (http://www.texcare.dk/Goretex.htm)

Frontex har følgende mål: "in a nutshell, to strike a balance between minimising the threat of illegality at the border while maximising the ease and convenience of bona fide travellers." (http://www.frontex.europa.eu/origin_and_tasks/tasks/)  

Om det er bevidst eller ubevidst, at det navn, man har givet det europæiske grænseagentur skulle give associationer til supermaterialet Goretex, aner jeg jo ikke, men i mit hoved skaber det i hvert fald en uheldig sammenhæng. Når jeg læser om agenturets erklærede mål, tænker jeg, at Frontex altså skal opfattes som en slags supermembran, som lader bona fide travellers passere, men som holder illegale flygtninge ude.

Jeg spørger mig selv om, hvad det er for en logik, der har tilsagt nogle mennesker at finde på netop navnet Frontex.  Hvorfor ikke bare: "Det europæiske grænseagentur"? "European Frontiers Agency" – "EFA"? Absolut neutrale navne, almindelige akronymer. Hvorfor dog Frontex, som er åbent for allehånde associationer?

Er det fordi substansen af de sager, som Frontex beskæftiger sig med, dybest er så ubehagelig, at man må opfinde en betegnelse, som er så potent eller mekanisk, for ikke at sige laboratorie-agtigt kemisk i sine associationer, at enhver ubehagelig erkendelse i forhold til sagens substans så at sige er udrenset på forhånd?

Jeg spørger mig selv om, hvad det er for et menneskesyn, der er ved at slå rødder her. Hvad det er, der foregår i vores hoveder, når mange mennesker (for jeg er sikker på, at navnet Frontex har været omkring mange mennesker, før det blev godkendt), kan synes, at det er en god idé med den slags Newsspeak.

Frontex har en underafdeling, der hedder RABIT. RABIT er et akronym for Rapid Border Intervention Teams og er den del af grænseagenturet, som står for de konkrete handlinger, grænsevagterne simpelthen. Soldaterne. RABIT - bemærk ordspillet på rapid og naturligvis rabbit.

Igen – hvad er det for nogle små mentale ryk, vi har foretaget, når mange mennesker åbenbart synes, det er en god idé at kalde semi-militære tiltag for "hurtig kanin". Man ser dem for sig, soldaterne, de er bare sådan nogle små, søde, bløde dyr?

Nu er jeg ikke generelt af den mening, at hele den afrikanske befolkning skal bosætte sig i Europa, og jeg er heller ikke blind for, at de 30.000 tunesiske flygtninge, der lige nu har søgt tilflugt på den lille italienske ø, Lampedusa udgør et reelt problem, der er vanskeligt at finde en løsning på – så kan man være nok så godhjertet og openminded.

Men jeg synes alligevel, det er tankevækkende – for ikke at sige skræmmende – at være vidne til, hvordan vores mentale tilstand hele tiden rykker sig i forhold til, hvordan vi italesætter det problem, vi har i forhold til den kæmpestore økonomiske ulighed, vi har skabt – og med vores toldmure fortsat skaber - mellem Europa og de fattige afrikanske lande.

Umiddelbart kan det virke overspændt at gå op i, hvad nogle mennesker tilfældigvis har valgt at kalde det europæiske grænseagentur. Men som Klemperer skriver: "Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel." 

Og der synes jeg nok, at Frontex og RABIT virker som giftige afledninger i forhold til at diskutere sagens substans. Men jeg er sikker på, at de gør deres bedste for at håndtere den.

mandag den 18. april 2011

IAGTTAGELSER AF ORD 1



Hvordan skal Europa håndtere flygtningestrømmen fra Afrika?

Et ofte stillet spørgsmål efter oprørene i Nordafrika. Et alvorligt spørgsmål. Et vigtigt spørgsmål. Men der er noget med den sætning. Et enkelt ord, som jeg nærmest er blevet allergisk overfor. Det er ordet håndtere. Et ganske almindeligt ord. Vi bruger det hele tiden. "Jeg er god til at håndtere stress." "Ole er svær at håndtere," siger læreren. "Hvordan håndterer vi valget mellem velfærd og flygtninge?" spørger journalisten. "Hvorfor kan vi ikke håndtere det problem?"

Det er et stykke tid siden, det gik op for mig, at gode ord som klare, tage, forholde sig til, gribe an og ordne i vid udstrækning er blevet erstattet af håndtere. Hvordan er det gået til? Jeg tror, den udbredte brug af håndtere stammer fra virksomhedssproget og Human Resource. Her har man i årevis håndteret underskud og overskud, og man har håndteret konflikter mellem kollegaer og ledelse. Måske med inspiration fra det engelske handle? Det engelske handle findes i alle de nævnte betydninger, men også i betydningen manage eller control, dvs. lede eller kontrollere.

Jeg tror, det er i den betydning, at håndtere blev populært i virksomhedssproget og indenfor Human Resource, for det er jo dybest set dét, det handler om på arbejdspladser. På den anden side bryder vi os ikke om, at sige den slags direkte. Vi kan lide flade strukturer, medbestemmelse og fornemmelsen af, at jeg i virkeligheden mest arbejder for min egen selvudviklings skyld og ikke for firmaets bundlinje. Det er dér håndtere er sådan et dejligt ord. For på dansk klinger det på samme tid dejlig blødt – man kan nemt glemme, at det handler om, at den ene skal kontrollere eller lede den anden – OG dejlig distanceret. Når man håndterer en situation er der en snert af noget mekanisk, noget ikke-personligt involveret over det. Det kommer sig af, at håndtere (især tidligere?) blev brugt i betydningen at behandle noget, fx et redskab el. et instrument, ved at bruge det rigtigt (Den danske ordbog). Man kan fx håndtere en hammer eller sit affald. Som tredje betydning angiver ordbogen også beskæftige sig med, og det er sjovt nok i netop denne betydning, at alle eksemplerne på sproget.dk findes. (Tjek selv: http://sproget.dk/lookup?SearchableText=h%C3%A5ndtere

Der må være en grund til, at vi har forelsket os sådan i det udtryk. Hvorfor ligger de andre ord ikke først på læben mere? Lad os se på dem: at forholde sig til noget implicerer på en anden måde end håndtere en personlig stillingtagen. Når jeg forholder mig til noget, forventer man så ikke, at jeg bagefter kommer frem til en handling? Endnu tydeligere er det med udtrykket at gribe noget an. Det insisterer ligefrem på, at der er en kropsdel i spil. Og derfor et menneske, et tænkende subjekt, som skal gøre noget. At klare noget har en umiddelbar risikabel bismag af, at man måske netop ikke klarer den, ligesom det absolut ikke er sikkert, at man kan tage den ene eller anden situation – og er der iøvrigt ikke også noget nærmest subjekt-invaderende over det udtryk? Så er håndtere et meget mere nænsomt ord. Som absolut er brugbart også udenfor arbejdspladsen. Det er sådan et behageligt ord. Derfor er der snart ikke den situation, som vi ikke håndterer – vi beskæftiger os ikke med den, vi forholder os ikke til den, ordner den ikke – nej, vi håndterer den. Så er vi lidt mere på distancen, lidt mindre involverede – og samtidig har ordet den næppe hørlige - men netop derfor behagelige – klang fra det engelske handle. Når vi håndterer en situation, signalerer vi samtidig, at vi har styr på den – og på os selv. At vi så at sige kan lede os selv, forholde os voksent og fornuftigt til os selv og de andre. At vi kan kontrollere os selv og de andre. Det er åbenbart et uhyre vigtigt signal at sende til vores omgivelser.

Jeg synes, det er interessant at iagttage, hvordan sproget helt ned på ordniveau spejler en bestemt tidsånd. Umiddelbart studser man ikke over sætningen: "Hvordan skal Europa håndtere flygtningestrømmen fra Afrika?" Men jeg mener, der er al mulig grund til lige at standse op.

"Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel." 

Sådan skriver Victor Klemperer i bogen "LTI – Lingua Tertii Imperi" – det tredje riges sprog. Victor Klemperer var professor i romansk filologi, han var jøde, født i 1881, døde i 1960. Han førte dagbog fra nazismens begyndelse og noterede de små forvandlinger i sproget, som hver for sig kunne synes uskyldige, men som alligevel hver for sig og især til sammen, blev til et ekstremt interessant vidnesbyrd om nazismens inderste væsen. For eksempel gjorde han sig iagttagelser over nazisternes sindrigt indrettede regeringssystem. Nazisterne kaldte det imidlertid ikke selv for system, men for organisation. Hvorfor spørger Klemperer, og finder en del af svaret hos Alfred Rosenberg, en højtstående nazistisk politiker, som udgav bøger, hvor han funderede over, hvorfor filosoffer ikke kunne bruges til noget. Rosenberg skrev, at filosoffer undersøger tingene ad rent logisk vej, idet de drager flere og flere slutninger ud fra forstandens aksiomer. I Rosenbergs univers var det en helt forkert måde at forsøge at forstå verden på. Han ønskede alt det blodfattige intellektualistiske sammenskrab af rent skematiske systemer bort. Rosenberg mente, at den eneste almengyldige sandhed, der skulle gælde for mennesker, var den organiske sandhed. Klemperer skriver: "Den organiske sandhed udtænkes og udvikles ikke af intellektet, den består ikke af en fornuftsbegrundet viden, den findes i folke- og racesjælens hemmelighedsfulde centrum og er på forhånd givet i germanernes nordiske blodstrøm.

Med andre ord: For nazisterne havde system noget med intellektet at gøre, hvorimod organisation trækker på associationen til noget organisk, noget der så at sige findes i blodet. Sikken noget vrøvl, tænker jeg med Klemperer. Men i bagklogskabens lys ser man jo godt det smarte (måske ubevidste) greb fra nazisternes side. Nazisternes magtapparat består af organisationer – som får et skær af uantastelighed over sig, en organisation er noget organisk, en del af dig!  – modsat systemer, som på en anden måde indbyder til fornuftig og intellektuel diskussion af deres berettigelse.

Lad mig straks understrege, at jeg IKKE mener, at vi alle sammen er nazister, fordi vi siger håndtere. I øvrigt giver det heller ikke mening at ville lave en direkte parallel mellem håndtere og organisation. Når jeg nævner Kemperer og dette eksempel er det kun fordi, jeg synes, det er så tankevækkende, hvordan sprogets små nuancer i virkeligheden rummer en enorm magt.

Som Kemperer skriver: "Sproget tænker og digter ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer hele min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det." 

Og derfor mener jeg, at der er god grund til lige at standse op og tænke over vores udbredte brug af håndtere. Jeg vil påstå, at vores evige håndteren er udtryk for en slags kollektiv distancering til de små og store problemer, vi bliver præsenteret for – samtidig med, at det er udtryk for en slags kollektiv illusion om, at vi har kontrol i forhold til os selv og overfor hinanden. Cocktailen af distance og kontrol-illusion forekommer mig at være skræmmende. Især når det drejer sig om de rigtig store problemer. Så som flygtningestrømmen fra Afrika.

Nogle af disse tanker og spørgsmål spiller en mere eller mindre direkte rolle i min nye roman 7 Sydøst, som udkommer på Gyldendal d. 12. Maj.

7 Sydøst foregår i en nær fremtid i Region Nord, som er præget af en stærk flygtningestrøm. Ordet håndtere forekommer imidlertid kun én gang i bogen! De spørgsmål jeg har været optaget af, imens jeg skrev bogen er af mere generel karakter: Hvordan ser vi ud inde i hovedet, når vi egentlig lever meget godt, selv om vi et eller andet sted har en anelse om, at det nok i længden bliver svært at holde den europæiske skanse mod alverdens fattigdomsramte og forfulgte mennesker. Hvad er det for en mental cocktail, vi holder nerverne i ro på? Og hvad er det for et samfundssystem, som kan opretholde velfærds-Europa?

Da jeg før jul var ved at være færdig med romanen, begyndte de arabiske oprør. På en måde har virkeligheden overhalet mig indenom. Jeg forestillede mig ikke 30.000 tunesiske flygtninge på Lampedusa i foråret 2011. Jeg håber ikke, at virkeligheden også overhaler mig indenom i forhold til, hvordan vi håndterer den situation.