Ny roman - FAMILIEN KAMMER

25. september 2013 udkommer min nye roman ”Familien Kammer”.

Jeg er glad for, at det denne gang lykkedes min dygtige redaktør at overbevise mig om en enkel titel. Folk kan jo aldrig huske titlerne på mine bøger: ”Om så det gælder,” ”Men bedste hr. Hund”, ”7 Sydøst” – hvad det ikke er blevet til ind i mellem – Politiken skrev en gang: ”Men det er bedst at have hund”. Og vittige venner spørger hvordan det går med ”Hunden har gæller og går med sydvest.”

Altså: ”Familien Kammer.” Som handler om familien Kammer.

Selv kommer jeg fra en lille familie. Far, mor og mig. Jeg var elleve år, da den sidste i  bedsteforældregenerationen døde, og jeg har kun haft en enkel onkel på min mors side. Min nuværende familie er heller ikke stor – men til gengæld ekstraordinært sød! – den består af min mand og vores to voksne børn og i de senere år også deres kærester. Og min mands søster og hendes datter, så vi kan godt komme op på otte omkring et middagsbord, hvilket absolut ikke er lidt, men heller ikke meget i familiemæssig sammenhæng. Ikke når man har veninder, der hurtigt når op på femogtyve, bare de inviterer de nærmeste.

Da jeg var barn, var jeg frygtelig misundelig på den slags familier. Men man behøver jo ikke blive særlig meget af et bevidsthedsvæsen, før man forstår, at et stort antal familiemedlemmer ikke er nogen garanti for store portioner kærlighed – nogle gange nærmest tværtimod – så misundelsen forvandlede sig til en nysgerrighed, der har fulgt mig i mit voksne liv: Hvordan fungerer større familier mon? Hvad er det for en særlig dynamik, der er mellem søskende? Og flere børn og deres forældre? Hvad er det for nogle roller og systemer, man uden at ville det, altid bliver en del af i en familie?

I arbejdet med at skrive Familien Kammer har jeg været en slags antropolog. På ekspedition til planeten for søskende-jalousi og kvinder som får tre børn uden egentlig at ville have dem. Men jeg har selvfølgelig også selv erfaringer med familieroller og faste systemer, og dem har jeg også trukket på, når jeg skulle forstå mine fem ”Kammere” – Dea og Bent, Mari, Thomas og Kit.

For jeg ville skrive om en familie og den besynderlighed det er, at man kan være nok så meget 35, 45 eller 55, man kan være nok så voksen med eget liv, men et eller andet sted har ens forældre og ens rolle i familien stadig utrolig stor betydning for, hvordan man opfatter sig selv og hvilke valg man foretager.

Samtidig ville jeg også skrive om tre måneder i disse fem voksne menneskers liv – hvad er det de hver især kæmper med, og hvad er det for nogle forestillinger, de har, om at lykkes?

For det vil vi jo gerne alle sammen – lykkes. Hvad det vil sige, er der forskellige opfattelser af, men målestokken, tror jeg, mange af os har med hjemmefra. Og i den forbindelse vil jeg faktisk ikke ønske mig at være en Kammer fra Haslev, men hellere en Richardt Jørgensen fra Brønshøj. (Beck har jeg giftet mig til.)