mandag den 23. maj 2016

Modtagelsen af "Uforudsete hændelser" har været over al forventning. Nu er det efterhånden et par måneder siden, den udkom, men jeg opdager stadig nye anmeldelser.

Netop denne roman har i perioder været virkelig hårdt og svært arbejde, så også på den måde bliver jeg altså helt utrolig glad hver gang jeg støder på læsere, som kan lide resultatet af alle anstrengelserne.

"Mesterlig" roman, skriver Signe Langtved Pallisgaard i lokalavisen "Villabyerne". Og så mange andre flotte ord, som jeg ikke har noget link til, men som man måske kan se lidt af herunder:







"Interessant, delikat og velfungerende drama", skriver Holger Ruppert i Lokalavisen Frederiksberg.


Fem stjerner i Kristeligt Dagblad - hvor er jeg glad for dem!

Man kan læse starten af anmeldelsen her.

Og jeg kan fortælle, at Lars Handesten til sidst skriver:

"Uforudsete hændelser" handler da også om skyld. En skyld, som man må tage på sig, hvad enten man er terrorist i det store eller opfattes sådan i det små. (...) Der skal forladelse til, og det er da på en måde også dér, romanen ender. Med tilgivelse, tro, håb og kærlighed.

Men helt så enkel er forløbet og slutningen så alligevel ikke, for det hele går ikke op i en højere orden, hvor alt forsones, og alt falder på plads i en gennemskuelig mening.

Igennem romanen har Hanne Richardt Beck indlagt små essayistiske afsnit, hvor der re-flekteres over kulturen og det moderne menneskes livsvilkår."

Her citerer Lars Handesten et af romanens små essays: "Menneskene er syge efter orden. Vi prøver på at holde verden i orden og orden på verden; begge dele er en opgave for guder, men vi har taget den på os".
"Til syvende og sidst" fortsætter Lars Handesten, "er det kun krimiforfattere, der kan få kabalen til at gå op - fordi de har lagt den baglæns.

Hanne Richardt Beck er ikke krimiforfatter, og derfor hersker der til sidst i romanen også en åbenhed, der er virkeligheden værdig. Her er plads til uforudsete hændelser."

Hurra, jeg er glad for den læsning!