Siden overjegsneurotikeren gik på pension engang i
1950’erne, og den narcissistiske personlighedstype tog over, har enhver voksen
med respekt for sig selv vidst, at skyldfølelse var et no go.
Alligevel lader jeg mig paradoksalt nok alligevel provokere
af folk, som helt åbenlyst mangler dårlig samvittighed og ikke udviser behørig
tegn på skyldfølelse, når de overtræder generelt vedtagne moralske love. Så som
at man ikke knalder sig til en karriere. For nylig snakkede jeg med en veninde,
som fortalte om en anden veninde, der nærmest pralede med, at hun havde bollet
sig til en eftertragtet stilling i udlandet. På bekostning af en
velkvalificeret kollega. Det var min veninde og jeg meget forargede over, især –
fandt vi ud af i løbet af aftenen – kunne vi slet ikke holde ud, at denne
kvinde, lad mig kalde hende P, ikke engang forsøgte at skjule, hvad hun havde
gjort, at hun åbenbart slet ingen skyldfølelse havde.
Nu har jeg ikke tænkt mig at diskutere sagen som sådan
nærmere (er det i orden eller ej at bolle sig til tops – er det i orden overfor
en selv? Overfor ens medmennesker/kolleger? For slet ikke at tale om hele sagen
set i et kvindeundertrykkelsesperspektiv. Det emne fik jeg afløb for forleden
aften) – hvad der derimod interesserer mig er hele skyld-tingen i sig selv.
Når nu jeg ved med mig selv, at skyldfølelse virkelig ikke
er en konstruktiv følelse, hvorfor lader jeg mig så provokere så meget af folk,
der ikke lider af den? Er det fordi den slags mennesker forekommer mig at være
provokerende stærke? Eller tværtimod afstumpede? For skyld lægger sig lige i
slipstrømmen af empati, og en vis form for empati må man besidde som menneske
for at være netop menneskelig. Men det er dog heldigvis de færreste mennesker,
man ligefrem kan beskylde for at være umenneskelige eller psykopatiske i deres
følelsesliv.
Altså må det være styrken i afvisningen af skyldfølelse, der
provokerer mig mest.
Og det kommer sig sikkert af, at netop skyld og dårlig
samvittighed er så udbredte følelser – i hvert fald hos mange kvinder, tror jeg
– det er vores skyggeside, at vi er så hurtige til at hamre os selv i hovedet
med, at vi ikke er gode nok, ikke tilstrækkelige. At vi har dårlig samvittighed
over ikke at have det rent nok, ikke smart nok, ikke gøre det sundt nok. At det
er vores skyld, hvis noget går galt i familien. På den konto syntes jeg, det var lige skrapt
nok at P, der så indlysende rent faktisk havde en del at føle skyld over, kunne
undgå at blive dukket af dårlig samvittighed.
Og det på trods af, at jeg udmærket godt ved, at skyldfølelser
er absolut ubrugbare, og at det hverken ville gøre fra eller til for den
forbigåede kollega, L, at P nu sad i udlandet og følte skyld. Og at det såmænd
heller intet godt ville gøre P selv – om hun så gik til bekendelse for hele
verden, ville L stadig sidde i sit gamle job. Om P så skrev til L, hvis hun
ringede hende op og sagde undskyld, bad om tilgivelse – ville der komme noget
konstruktivt ud af det for L? Nej. Hverken egne eller andres skyldfølelser kan
vi bruge til noget.
Hvis vi et øjeblik eksperimenterer og forestiller os, at P
kontakter L og siger undskyld – hvad sker der så? Jeg ser det for mig: P ringer
op, hun bliver overvældet af skyldfølelse, måske græder hun i telefonen. L
sidder og får knuder i maven – mest er hun jo ked af det over sit job, nu bliver
hun vred på P, men det er alligevel også lidt synd for P, sådan som hun græder,
sådan som hun undskylder, og L lægger røret på efter at have sagt meningsløse
ting som ”det gør ikke noget” og ”det skal du ikke tænke på”, og ”tak fordi du
ringede”. Hvad er der egentlig sket her?
P’s skyldfølelse kommer til at overskygge det hele; hun kom der med al sin dybtfølte
skyld og bad hele tiden mere eller mindre direkte om L’s tilgivelse – og det
der i sidste ende bliver konsekvensen her er jo, at der så ikke bliver plads
til L’s smerte og vrede.
Skyldfølelser er som et sort hul, der sluger opmærksomhed og
energi. Både fra en selv og fra andre.
Og dog syntes jeg så alligevel, at denne L, der havde
knaldet sig til et job i udlandet, i det mindste burde føle sig flov over, hvad
hun havde gjort. Igen vil jeg lade alle de andre issues i denne sag ligge usagt og blot konstatere, at der var
primitive følelser i gang i mig, når jeg kunne sidde der og ønske, at en stor
klat sort skyldfølelse måtte ramme L lige i synet.
Til mit forsvar vil jeg kun sige, at jeg i forbindelse med,
at jeg skrev ”Familien Kammer” har tænkt en del over om fænomenet
skyldfølelser.
I små doser har vi brug for at føle lidt skyld, simpelthen
fordi det er menneskeligt.
Skyld i store doser kan imidlertid gøre mennesker til
mentale krøblinge, skyld er stærke sager og ikke for børn, og dog er der ingen
som forældre, der er så gode til at injicere dæmonen. Skyldfølelser boltrer sig
i det hele taget gerne i familier som sådan. Mellem søskende og i forældrene i
forhold til deres børn.
Jeg kan godt afsløre, at ingen af mine hovedpersoner slipper
for at forholde sig til fænomenet skyld, men især to af personerne, moren Dea
og den yngste datter Kit, havde jeg mange indre samtaler med, imens jeg skrev.
De to udviser nemlig hver på deres måde en form for mangel
skyldfølelse eller dårlig samvittighed, som jeg havde brug for at tænke over. Og der var noget ved denne venindes veninde,
som mindede mig om lidt om Dea og Kit. Dea og Kit er på en måde også stærke
kvinder, men det er ikke sikkert, at man kan lide alt, hvad de foretager sig.
Her rejser sig et nyt spørgsmål: Hænger det da sammen? Hvis man er en stærk
kvinde, kan man så kun foretage sig ”gode” ting?
Jeg har altså måttet tænke lidt over det hele igen her. Sådan
er det med gode veninder, de får en til at tænke over tingene.
Ps. Det er klart, at skyld lægger sig lige op ad synd. Paulus
skriver et sted, at det gode, som han egentlig gerne vil, det gør han ikke, men
det onde, som han egentlig ikke vil, det gør han alligevel.
I et kristent perspektiv kan Paulus
ikke gøre for, at han synder. Det er fordi, han er et menneske. Skabt af Gud.
På den konto kan Paulus også blive tilgivet, hvis han beder om forladelse.
Mennesker kan selvfølgelig også tilgive
hinanden. Men det er ulige lettere, hvis man har et kristent perspektiv ind
over og kan tale om synd i stedet for skyld. Det har de ikke i ”Familien Kammer”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar