2. oplag af Familien Kammer er netop gået i trykken.
Flere
fine anmeldelser er i tikket ind de seneste dage - fire stjerner både i
Berlingske og Fyns Stifttidende, og jeg er helt overvældet – især over
det faktum, at nogen altså rent faktisk køber bogen.
Det er denne underlige skitzofreni, når jeg lige har udgivet
en bog: på den ene side mener jeg selv, den er virkelig god – på den anden side
har jeg stærkt på fornemmelsen, at det hele er snyd, og at nogen snart vil
komme og prikke mig på skulderen og sige, at jeg er afsløret i ikke at kunne
noget som helst. Intet!
Jeg har hørt mange andre forfattere sige, at de har det
sådan, og det kan der nok fnulres noget psykologisk lommeuld ud af – måske
romanforfattere generelt lider af grandios selvovervurdering kombineret med lige
så grandiose mindreværdskomplekser, men det er på en måde ikke så interessant.
Hvad der er mere givende, synes jeg, og i hvert fald langt
mere flatterende er at spekulere over, om dette fænomen måske i virkeligheden
handler mere om æstetik end om psykologi. At fornemmelsen af snyd (også) genereres
af selve romanens ”natur”.
Det er noget, Orhan Pamuk, har skrevet, der får mig til at
tænke sådan. Min gode veninde og forfatterkollega, Nina Belling, henledte for
nylig min opmærksomhed på Pamuks forrygende essaysamling, ”Den naive og den
sentimentale romanforfatter. Hvad der sker, når vi skriver og læser romaner”.
Et af disse essays handler om det, Pamuk kalder for romanens centrum. Man kan forstå dette
begreb, som det punkt både forfatter og læser mere eller mindre
ubevidst kredser om. Man søger efter noget, man ved det vil være dybt tilfredsstillende at
finde, og man føler, man er tæt på at få fat i dette noget. Dette noget er på
samme tid romanens motor og belønning.
Pamuk skriver: ”Centrum i en roman er en dybsindig mening om
eller dyb indsigt i livet, et dybt begravet, gådefuldt punkt, om det nu er
virkeligt eller indbildt. Romanforfattere skriver for at udforske dette locus,
for at opdage dets implikationer, og vi er klar over, at romaner læses i samme
ånd.”
Noget ved dette vækker meget genkendelse i mig – i hvert
fald som læser. Jeg genkender øjeblikke, hvor jeg føler, at den ypperste
læseoplevelse netop er den, der bringer mig i en slags detektivisk, snedig
tilstand. En art hemmelig søgen hvor jeg føler, jeg er på sporet af noget.
Noget jeg ikke helt kan sætte fingeren på, men som ikke desto mindre vil kunne
findes og nydes som en nærmest sanselig fornemmelse, hvis bare jeg læser noget
mere.
Som forfatter kender jeg også fornemmelsen, men jeg ville
aldrig være i stand til at forklare hverken mig selv eller andre nøjagtigt hvad
dette locus er, men jeg ved, hvad
Pamuk mener, når han fortsætter: ”At skrive en roman kan minde om at gå gennem
en skov og hellige hvert eneste træ lidenskabelig opmærksomhed og registrere og
beskrive hver detalje, som om det væsentlige bare var at fortælle historien og
nå gennem skoven. Men hvor meget vi end tiltrækkes af skovene, bygningerne og
floderne i landskabet eller fortrylles af underet, det fremmedartede og
skønheden ved hvert træ eller hver klippeskrænt, ved vi stadig, at der er noget
mere hemmelighedsfuldt lukket inde i landskabet – noget mere gennemgående
meningsfuldt end summen af alle de individuelle træer og genstande, det
indeholder.”
Som jeg forstår Pamuk, er der altså noget ved selve romanens
struktur, som ægger både forfatter og læser. Teksten skaber billeder og mønstre
i vores bevidsthed – og romanens eftertragtede centrum kan hverken reduceres til den enkelte detalje
eller til summen af detaljer.
Pamuk fortsætter: ”At skrive en roman er at skabe et
centrum, vi ikke kan finde i livet eller i verden, og skjule det i landskabet –
spille et imaginært spil skak med vores læsere.”
Og at læse en roman er ”at anstrenge sig for at tro på, at
verden faktisk har et centrum, og det kræver al den tillid, man kan mønstre.”
Det er altså ikke for sjov, dette med romaner og deres centrum, og i sit
essay anskuer Pamuk også denne søgen efter at skrive sig frem til eller læse
sig frem til et centrum litteraturhistorisk. Han giver mange eksempler på egne
læsninger, men hvad centrum så helt præcist er, står fortsat uafklaret hen.
På den måde bliver essayet som sådan selv udtryk for
essensen af centrumbegrebet – det kan indkredses, men aldrig fanges.
For mig er det dejligt, befriende. Men også en smule
farligt. Man griber ud og ud og ud – uden at få fat i noget.
Og jeg tænker, om den der grumme fornemmelse af snyd,
angsten for at nogen i morgen skal komme og prikke mig på ryggen og sige, at
jeg er afsløret, at jeg er dum og at min roman er - ikke blot almindeligt dum, men så dum at den faktisk slet ikke eksisterer - (også) hænger sammen med, at selve det jeg har skrevet, nemlig
romanen, i sin ”natur” er – en form for
snyd. Forstået på den måde at romanens motor, dens centrum på én gang er så
vigtigt men også – åh så flygtigt.
På en måde en smuk tanke. I hvert fald bedre end at jeg bare
er småtosset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar