Om at spille på klaver og en dårlig anmeldelse

Dårlige anmeldelser. Må man helst ikke sige noget om som forfatter. De gode må man selvfølgelig gerne, og det gør man så også. På udgivelsesdagen for ”Familien Kammer” var jeg selv på Facebook med juhu over stjerner og superlativer, selvfølgelig var jeg det! 

Siden er jeg blevet meget glad for (det meste af) anmeldelsen i Politiken og de fine 4 stjerner. Lige i dag er jeg også glad for anmeldelsen på Litteratursiden - og helt oppe at køre over hele 6 stjerner i magasinet LIV, der mener, at det er en "frygtelig god historie". 

Og det poster jeg nok på Facebook og skriver det jo også her - selvfølgelig fordi jeg er oprigtigt glad for det.

Men også fordi, det er vigtigt, hvordan historien om den nye roman bliver fortalt, og fordi jeg ved, at jeg selv bidrager selv til den fortælling.

Min far gav mig dette råd: Hvis du spiller klaver, skal du sige til folk – ”jeg er virkelig dygtig til at spille klaver” – også hvis du ikke er det. Det er underordnet. Hvis du selv går rundt og siger, at du er dygtig til det, så vil folk også gå rundt og sige – ”Hanne er virkelig dygtig til at spille klaver”.

Der var en god men grum portion sandhed i det råd, som fx alt politisk spin jo er baseret på. Jeg siger ikke, at vi æder alt politisk spin råt – og slet ikke hvis vi skal lægge øre til decideret politiker-klimpren. 

Jeg siger bare – det har noget på sig. Hvis jeg poster tilstrækkelige mange FB-status’er og blogindlæg med hvor super det går med Familien Kammer, så tænker folk, at det går rigtig godt med bogen. Måske ikke super – for de har jo øjne i hovedet og ser den fx ikke ligge i paller  hos boghandleren - men i hvert fald rigtig godt. 

Set fra et vist perspektiv går det jo også rigtig godt – den har jo fået fine anmeldelser. Hvorfor ikke lade den ligge dér? Familien Kammer-klaveret spiller, det er faktisk den pureste sandhed og derfor så meget desto bedre en historie at bringe videre. Hvorfor dog forstyrre den fine historie?

Måske er det fordi jeg er blevet så gammel som jeg er. 54 helt præcist. Jeg orker ikke mere karriere-spin. Jeg er sur over anmeldelsen i Information og orker ikke at brænde inde med det.

Om ”Familien Kammer” konkluderer Informations anmelder: ”Resultatet er så kedeligt som at åbne andres folks flyttekasser fra et langt liv.”

Marie Louise Kjølby må jo til hver en tid gerne give udtryk for, hvor meget hun har kedet sin røv i laser over min bog – det er en smagssag.

At det er en smagssag, siger jeg, fordi andre anmeldere har læst den anderledes, fx: ”Bogen er vor tid og os nutidsmennesker i rige og stærke billeder, og den hæver sig himmelhøjt over alskens ligegyldige døgnværker, der spredes ud over læseverdenen.” (Nordjyske Stifttidende)

Anmelderen i Information må også gerne mene, at: "det hele er kort sagt så normalt, at der skal et tæt, gyldent tyktflydende sprog til at løfte historien. Og her synes jeg desværre, at Hanne Richardt Beck kommer til kort (...) mange beskrivelser og tankestrømme er direkte klodsede"  – det er også en smagssag.

At det også er en smagssag, siger jeg fordi anmelderen i Nordjyske netop mener, at ”bogens følelsesmæssigt eskalerende samtaler er små litterære mesterværker” og anmelderen i Kristeligt Dagblad skriver, at sproget har ”nerve og præcision og karsk humor”,  ligesom han finder portrætterne ”gnistrende veloplagt” skrevet.

Kæden springer først af for mig, når Information skriver, at: ”Hanne Richardt Becks tidligere romaner, både den rørende Men bedste hr. Hund om en lille piges opvækst med en kærlig, traumatiseret far, og hendes seneste, den dystopiske 7 Sydøst har været skarpere skåret og mere afgrænsede, både i tema og omfang.

Denne gang har forfatteren forløftet sig på et ambitiøst projekt.”

Dette er ikke en smagssag. Dette er anmelderen, der ikke gør sit arbejde godt nok.

Jeg har ikke ”kun” skrevet to romaner før ”Familien Kammer”, hvilket ikke er svært at opdage – man behøver sådan set bare at åbne romanen for at se listen med mine tidligere udgivelser.

Faktisk opfatter jeg selv netop mine seneste to romaner ”Men bedste hr. Hund” og ”7 Sydøst” som en art digressioner fra den mere stort anlagte episke roman, som jeg netop har skrevet tidligere. For mig er ”Familien Kammer” altså ikke et nyt ”ambitiøst projekt”, som jeg desværre ikke har magtet at holde sammen på, fordi jeg er bedre til de mere afgrænsede romaner.

Allerede i min debutroman fra 1993 ”De brune øjne, Arthur” (som begynder 8. april 1940 og er en stor episk fortælling om to familier gennem 50 år) interesserede jeg mig for sammenhængen mellem den store og den lille historie, og anmelderne tog rigtig godt imod den ambition: Fx skrev Henrik Wivel i Berlingske:

”Der er en rent ud sagt Herman Bang’sk tone i hendes flydende, nuancerede sprog og tillige i hendes illusionsløse indsigt i kærlighedens smerte (…) Som en af personerne tænker i et klart øjeblik: ’Virkeligheden er ikke en diffus samling brokker af sorg og dårlig samvittighed, virkeligheden er et hus, man selv bygger op.’ Hanne Richardt Beck har med sin roman skabt et forunderligt digterisk hus, bygget på en indsigt i denne menneskelige virkelighed og lidenskabsverden.”

Nu vil jeg ikke trætte læseren med alle mulige anmeldelser af de otte bøger, jeg har skrevet, før ”Familien Kammer”, men nu jeg er ved dette med at forløfte mig på større historier, så bliver jeg altså nødt til også lige at referere fra en af anmeldelserne af min fjerde roman ”Understrømme” fra 2003:

”Historierne om fire slægtled i det tyvende århundredes Danmark skvulper som flodvand ud af Hanne Richardt Becks nye 'kuffertroman' "Understrømme". (…)Hanne Richardt Beck fortæller Danmarkshistorie gennem disse meget fine generationsportrætter. Historierne og slægterne er knyttet tæt sammen, og vi bliver samtidig mindet om arvens psykologi. Sproget og formen i romanen understøtter fint de historiske perioder, og hvis jeg skal sammenligne med en anden meget stor læseoplevelse, må det blive Anne Marie Løns ”Prinsesserne” (http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/understroemme-af-hanne-richardt-beck)

Med andre ord: Jeg bliver selvfølgelig ked af at have kedet Informations anmelder så eftertrykkeligt. Men det er en smagssag, og jeg har gjort det bedste, jeg kunne. Hvad jeg imidlertid bliver godt gammeldags sur over er, at hun åbenbart mener, at det er noget spritnyt for mig at skrive større historier. Jeg har skrevet i tyve år. Tal derfor venligst ikke ned til mig på den måde. Tak.

Politikens anmelder som jo giver 4 stjerner og derfor absolut også har mange fine ting at sige, er også lige henne og røre ved den kant. Hun skriver: ”Respekt for ambitionen om at forstørre de eksistentielle kriser, eksempelvis Thomas er ude i som fraskilt far, offentligt ansat under tidens politiskøkonomiske pres og handyr med blik for skolens unge og meget løst ansatte vikar. Men det er og bliver intimsfæren, Beck analyserer skarpest.”

Politikens anmelders hukommelse er en bog længere end Informations. Hun husker også min roman ”Om så det gælder” i og med at hun skriver: ”Hanne Richardt Beck har skrevet om besættelsestiden, fremtiden og noget, der er blevet tolket som hendes egen barndom. I romanen her er det en aktuel nutid …” og det er altså her, at mine ambitioner er større end talentet, må man forstå. ”Romanen fungerer bedst uden lektioner i samfundsfag,” skriver Politiken også.

Det er denne anmelder jo bestemt i sin gode ret til at mene. Men det ville altså have givet mig mere respekt for kritikken i anmeldelsen, hvis anmelderen – bare en lillebitte smule – havde anerkendt, at det altså ikke er første gang i mit forfatterskab, at jeg har ambitioner om at finde den store historie i den lille og omvendt.

Jeg er godt klar over, at man ikke kan forlange at anmeldere sætter sig ind i et helt forfatterskab, hver gang de skal anmelde en bog. Men man kunne måske lige gøre sig den anstrengelse at kigge på første side i romanen og se hvor mange bøger forfatteren egentlig har skrevet.

Godt så! Så kom jeg af med den surhed. Og fik muligvis fordrejet min ellers lydefri historie om modtagelsen af ”Familien Kammer” en smule. Det er der ikke noget at gøre ved.  

Jeg er blevet for gammel til at spille perfekt på klaver.