For enden af perronen - tanker om fiktion og autenticitet

Tanker om fiktion og autenticitet

Længe har vi diskuteret autenticitet i forhold til autofiktion, hvor læseren føler, at forfatteren er helt tæt på.

Hvis vi forestiller os en skala med maximal personlig autenticitet i den ene ende og minimal ditto i den anden, så vil autofiktion-genren og For enden af perronen nok umiddelbart se ud til at befinde sig i hver sin ende: Autofiktionen med jeg-fortæller og navnesammenfald mellem hovedperson og forfatter, og min roman med alvidende fortæller og fire karakterer med livsforløb, der slet ikke ligner mit.

Sådan ser jeg det imidlertid ikke.

I min roman er der også maximal autenticitet. Min roman er tydeligvis ikke autofiktion, men som forfatter kommer jeg lige så meget (eller lidt!) til orde, som hvis det var. Allerede i Uforudsete hændelser opfandt jeg ”en talerstol” til mig selv (Bredal skrev det i sin anmeldelse i Politiken, og det var ikke forkert!) i form af små essays. 

Det har jeg arbejdet videre med i For enden af perronen. Her supplerer jeg min alvidende fortæller med en filosoferende stemme, der er tæt på min egen. Det er den stemme, der mener, at 2017 er den røde tid, og som fx gør sig overvejelser om neoliberalismens væsen og 1990’ernes statslige human ressource politik.

Vil det sige, at jeg som forfatter mener noget? Ja, det vil det. I denne roman blotter jeg ikke min personlige historie, men nogle af mine personlige tanker, overvejelser og ideer om, hvad der er galt med vores verden.

Det er altid sårbart at stille sig frem og kloge sig. Det er dobbelt sårbart, fordi forfattere kun "må være sig selv", når de fiktionaliserer deres helt-tæt-på-personlige-historie-og-følelser. Ikke når det handler om deres refleksioner. Så er det i hvert fald ikke noget, vi taler om.

Maximal autenticitet mellem læser og forfatter kan komme fra uventet kant. Det var bare det, jeg ville sige :) 

Og så en tillægsbemærkning: Jeg har selv skrevet såkaldt autofiktion: Men bedste hr. Hund fra 2008 tilhører nok den genre. Så ovenstående er ikke et udfald mod autofiktion, i fald nogen skulle tro det ...

For enden af perronen er nomineret til DR-romanprisen 2019

Hurra, jeg er så glad!

For enden af perronen er nomineret til DR-romanrprisen 2019. 

Vi er seks nominerede, og jeg er meget stolt af at være med i så stærkt et felt.

Man kan også læse om nomineringerne her!

Jeg har lavet en lille film til Gyldendal om romanen, den kan ses her. 

5 hjerter fra Politiken til For enden af perronen

"Hanne Richardt Becks enorme epokeroman er fremragende og dybt interessant læsning"

skriver Politiken og giver 5 hjerter! 

Jeg kan lide overskriften: "Hvad er det for en tid, vi lever i?"

Ja, det er nemlig det spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange - imens jeg skrev bogen - og nu - for det er der jo ikke noget endegyldigt svar på.

Det er en mærkelig tid. Fuld af vrede.

Da jeg skrev romanen, forsøgte jeg ligesom at stikke nogle prober ud for at undersøge den mærkelige vrede tid!
Jeg prøvede at få selve tiden i tale. Det er derfor Peter taler med tiden.
Jeg prøvede at leve mig ind i forskellige menneskers liv i tiden, og ud af det voksede Ellen, Gunilla, Agnes og Peter.
Der kom også en bankmand, der hedder Frank og er gift med Gunilla, han forudser hele finanskrisen, men ingen gider lytte til ham. Det er faktisk en god grund til at være vred.
Men hvorfor spytter de store børn på Peter på Nørreport Station - hvorfor er de så vrede?
Peter har nok flere gode grunde til sin vrede - han forsøger også at give udtryk for den gennem sin kunst, men hvorfor bliver han så alligevel ved med at være vred?
Og Ellen - som nok er den i romanen, der har allermest grund til at være vred - hvorfra henter hun sin tålmodighed og rummelighed?

Der er stadig mange spørgsmål i mit hoved.

Jeg kommer gerne ud og taler om bogen og alle spørgsmålene og "Hvad er det for en tid, vi lever i?" Skriv til: hanricbec@gmail.com

5 stjerner til For enden af perronen

5 stjerner til For enden af perronen i Fyens Stifttidende!

"For enden af perronen er en klog fortælling" skriver anmelderen.

"... Peter længes tilbage til 1982: "Det er uskylden, han ser. Så overbeviste de alle fire havde været om, at de kunne blive, hvad de ville. Så lidt den kolde krig og atomoprustning egentlig bekymrede dem. Så lidt tro betød".

Her i 2017 har han svigtet kunsten, sine evner som tegner, og er ansat i farens emballagefirma, men han kan ikke leve med at dyrke det, der så at sige blot er overflade, indpakning. Han er gift med Ellen, der vel som den eneste af de fire er blevet, hvad hun ønskede, nemlig sygeplejerske. Ellen med den hvide hud, og hvis navn betyder "den lysende". Ellen, der kommenterer menneskers ideologisk og religiøst begrundede vrede i verden med hvor dumt, det er: "For det er jo sådan, at på båren er vi alle lige".

En anmelder er jo en læser. Og jeg elsker at møde mine læsere, for de ved altid noget andet om teksten, end jeg selv gør. Denne anmelder, Preben Rasmussen fra Dagbladenes Bureau, ved for eksempel, at Ellens navn betyder "den lysende". Det var jeg ikke klar over, men det passer jo utrolig godt til hende og hendes hvide hud. Tak for den oplysning!

Anmeldelsen slutter med: "Peters "samtale" med tiden og romanens fire andre stemmer bliver som nævnt til tidsbilleder, levende tidsbilleder, som på glimrende vis indfanger tidsåndens morsomme, dystre, latterlige, farlige og smukke tendenser. Eksempelvis er der en rammende parodi på børnenes skolelærer, Karen, hvis politiske floskelmageri er let genkendeligt for mange. Bogen er dog aldrig hildet; det sørger de mange synsvinkelskift for ... Hanne Richardts roman er en klog fortælling om det at tackle det svære liv og sig selv." 

Flot anmeldelse af For enden af perronen i Weekendavisen

Jeg er meget glad!

Weekendavisen skriver: "Original sammenkobling af kærlighedshistorie og samfundsbeskrivelse".

Anmelderen mener også, at For enden af perronen er "en lækkerbisken" for "folk, der mener, at den hastigt skiftende tidsånd spiller en for beskeden rolle i samtidslitteraturen."

I For enden af perronen "... er tiden i direkte og overført forstand en samtalepartner i egen ret med adgang til at provokere, pirke og skubbe til romanens evigt søgende hovedperson. Tidens stemme korrigerer hans hukommelse, betvivler hans motiver."

"Det lykkes så godt, at de bedste af bogens miljøbeskrivelser får både kant og autenticitet. Det skyldes blandt andet, at Hanne Richardt Beck har et følsomt øre for sproget som tids-og miljømarkør, inklusive det moderigtige bullshit som folk i erhvervs-og kulturliv rabler af sig.

Et par eksempler lyder: »Sig ja til idémylder og nej til idémord« og »Kritisk og kreativ tænkning kan ikke foregå på samme tid«. Også nullernes generelle sprogfrisering får sin bekomst: »Man begyndte at håndtere verden.

I stedet for at forholde sig til den. Klare den, gribe den an eller ordne den. Ligesom man adresserede forskellige problemer. Eller rettere: udfordringer.«"

Resten af anmeldelsen må man læse på Weekendavisens side.