IAGTTAGELSER AF ORD 1

Hvordan skal Europa håndtere flygtningestrømmen fra Afrika?

Et ofte stillet spørgsmål efter oprørene i Nordafrika. Et alvorligt spørgsmål. Et vigtigt spørgsmål. Men der er noget med den sætning. Et enkelt ord, som jeg nærmest er blevet allergisk overfor. Det er ordet håndtere. Et ganske almindeligt ord. Vi bruger det hele tiden. "Jeg er god til at håndtere stress." "Ole er svær at håndtere," siger læreren. "Hvordan håndterer vi valget mellem velfærd og flygtninge?" spørger journalisten. "Hvorfor kan vi ikke håndtere det problem?"

Det er et stykke tid siden, det gik op for mig, at gode ord som klare, tage, forholde sig til, gribe an og ordne i vid udstrækning er blevet erstattet af håndtere. Hvordan er det gået til? Jeg tror, den udbredte brug af håndtere stammer fra virksomhedssproget og Human Resource. Her har man i årevis håndteret underskud og overskud, og man har håndteret konflikter mellem kollegaer og ledelse. Måske med inspiration fra det engelske handle? Det engelske handle findes i alle de nævnte betydninger, men også i betydningen manage eller control, dvs. lede eller kontrollere.

Jeg tror, det er i den betydning, at håndtere blev populært i virksomhedssproget og indenfor Human Resource, for det er jo dybest set dét, det handler om på arbejdspladser. På den anden side bryder vi os ikke om, at sige den slags direkte. Vi kan lide flade strukturer, medbestemmelse og fornemmelsen af, at jeg i virkeligheden mest arbejder for min egen selvudviklings skyld og ikke for firmaets bundlinje. Det er dér håndtere er sådan et dejligt ord. For på dansk klinger det på samme tid dejlig blødt – man kan nemt glemme, at det handler om, at den ene skal kontrollere eller lede den anden – OG dejlig distanceret. Når man håndterer en situation er der en snert af noget mekanisk, noget ikke-personligt involveret over det. Det kommer sig af, at håndtere (især tidligere?) blev brugt i betydningen at behandle noget, fx et redskab el. et instrument, ved at bruge det rigtigt (Den danske ordbog). Man kan fx håndtere en hammer eller sit affald. Som tredje betydning angiver ordbogen også beskæftige sig med, og det er sjovt nok i netop denne betydning, at alle eksemplerne på sproget.dk findes. (Tjek selv: http://sproget.dk/lookup?SearchableText=h%C3%A5ndtere) 

Der må være en grund til, at vi har forelsket os sådan i det udtryk. Hvorfor ligger de andre ord ikke først på læben mere? Lad os se på dem: at forholde sig til noget implicerer på en anden måde end håndtere en personlig stillingtagen. Når jeg forholder mig til noget, forventer man så ikke, at jeg bagefter kommer frem til en handling? Endnu tydeligere er det med udtrykket at gribe noget an. Det insisterer ligefrem på, at der er en kropsdel i spil. Og derfor et menneske, et tænkende subjekt, som skal gøre noget. At klare noget har en umiddelbar risikabel bismag af, at man måske netop ikke klarer den, ligesom det absolut ikke er sikkert, at man kan tage den ene eller anden situation – og er der iøvrigt ikke også noget nærmest subjekt-invaderende over det udtryk? Så er håndtere et meget mere nænsomt ord. Som absolut er brugbart også udenfor arbejdspladsen. Det er sådan et behageligt ord. Derfor er der snart ikke den situation, som vi ikke håndterer – vi beskæftiger os ikke med den, vi forholder os ikke til den, ordner den ikke – nej, vi håndterer den. Så er vi lidt mere på distancen, lidt mindre involverede – og samtidig har ordet den næppe hørlige - men netop derfor behagelige – klang fra det engelske handle. Når vi håndterer en situation, signalerer vi samtidig, at vi har styr på den – og på os selv. At vi så at sige kan lede os selv, forholde os voksent og fornuftigt til os selv og de andre. At vi kan kontrollere os selv og de andre. Det er åbenbart et uhyre vigtigt signal at sende til vores omgivelser.

Jeg synes, det er interessant at iagttage, hvordan sproget helt ned på ordniveau spejler en bestemt tidsånd. Umiddelbart studser man ikke over sætningen: "Hvordan skal Europa håndtere flygtningestrømmen fra Afrika?" Men jeg mener, der er al mulig grund til lige at standse op.

"Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel." 

Sådan skriver Victor Klemperer i bogen "LTI – Lingua Tertii Imperi" – det tredje riges sprog. Victor Klemperer var professor i romansk filologi, han var jøde, født i 1881, døde i 1960. Han førte dagbog fra nazismens begyndelse og noterede de små forvandlinger i sproget, som hver for sig kunne synes uskyldige, men som alligevel hver for sig og især til sammen, blev til et ekstremt interessant vidnesbyrd om nazismens inderste væsen. For eksempel gjorde han sig iagttagelser over nazisternes sindrigt indrettede regeringssystem. Nazisterne kaldte det imidlertid ikke selv for system, men for organisation. Hvorfor spørger Klemperer, og finder en del af svaret hos Alfred Rosenberg, en højtstående nazistisk politiker, som udgav bøger, hvor han funderede over, hvorfor filosoffer ikke kunne bruges til noget. Rosenberg skrev, at filosoffer undersøger tingene ad rent logisk vej, idet de drager flere og flere slutninger ud fra forstandens aksiomer. I Rosenbergs univers var det en helt forkert måde at forsøge at forstå verden på. Han ønskede alt det blodfattige intellektualistiske sammenskrab af rent skematiske systemer bort. Rosenberg mente, at den eneste almengyldige sandhed, der skulle gælde for mennesker, var den organiske sandhed. Klemperer skriver: "Den organiske sandhed udtænkes og udvikles ikke af intellektet, den består ikke af en fornuftsbegrundet viden, den findes i folke- og racesjælens hemmelighedsfulde centrum og er på forhånd givet i germanernes nordiske blodstrøm.

Med andre ord: For nazisterne havde system noget med intellektet at gøre, hvorimod organisation trækker på associationen til noget organisk, noget der så at sige findes i blodet. Sikken noget vrøvl, tænker jeg med Klemperer. Men i bagklogskabens lys ser man jo godt det smarte (måske ubevidste) greb fra nazisternes side. Nazisternes magtapparat består af organisationer – som får et skær af uantastelighed over sig, en organisation er noget organisk, en del af dig!  – modsat systemer, som på en anden måde indbyder til fornuftig og intellektuel diskussion af deres berettigelse.

Lad mig straks understrege, at jeg IKKE mener, at vi alle sammen er nazister, fordi vi siger håndtere. I øvrigt giver det heller ikke mening at ville lave en direkte parallel mellem håndtere og organisation. Når jeg nævner Kemperer og dette eksempel er det kun fordi, jeg synes, det er så tankevækkende, hvordan sprogets små nuancer i virkeligheden rummer en enorm magt.

Som Kemperer skriver: "Sproget tænker og digter ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer hele min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det." 

Og derfor mener jeg, at der er god grund til lige at standse op og tænke over vores udbredte brug af håndtere. Jeg vil påstå, at vores evige håndteren er udtryk for en slags kollektiv distancering til de små og store problemer, vi bliver præsenteret for – samtidig med, at det er udtryk for en slags kollektiv illusion om, at vi har kontrol i forhold til os selv og overfor hinanden. Cocktailen af distance og kontrol-illusion forekommer mig at være skræmmende. Især når det drejer sig om de rigtig store problemer. Så som flygtningestrømmen fra Afrika.

Nogle af disse tanker og spørgsmål spiller en mere eller mindre direkte rolle i min nye roman 7 Sydøst, som udkommer på Gyldendal d. 12. Maj.

7 Sydøst foregår i en nær fremtid i Region Nord, som er præget af en stærk flygtningestrøm. Ordet håndtere forekommer imidlertid kun én gang i bogen! De spørgsmål jeg har været optaget af, imens jeg skrev bogen er af mere generel karakter: Hvordan ser vi ud inde i hovedet, når vi egentlig lever meget godt, selv om vi et eller andet sted har en anelse om, at det nok i længden bliver svært at holde den europæiske skanse mod alverdens fattigdomsramte og forfulgte mennesker. Hvad er det for en mental cocktail, vi holder nerverne i ro på? Og hvad er det for et samfundssystem, som kan opretholde velfærds-Europa?

Da jeg før jul var ved at være færdig med romanen, begyndte de arabiske oprør. På en måde har virkeligheden overhalet mig indenom. Jeg forestillede mig ikke 30.000 tunesiske flygtninge på Lampedusa i foråret 2011. Jeg håber ikke, at virkeligheden også overhaler mig indenom i forhold til, hvordan vi håndterer den situation.