Så kom VARTEGN på gaden! Som lydbog er den indlæst af fabelagtige Helene Egelund. Flere læsere har allerede anmeldt på Mofibo med 5 stjerner. Folk skriver: "Fantastisk oplæser, spændende og smuk historie" og "Fantastisk historie fuld af magi og spænding - også en øjenåbner".
Jeg håber, at rigtig mange vil både læse og lytte og forsætte med at fortælle, hvad de synes.
For den nysgerrige - hvad handler bogen om?
VARTEGN handler om Lena, i midten af fyrrene, der på sin vis er blevet lidt væk for sig selv. Som det jo kan ske. At man foretager nogle valg, der ikke bringer én nærmere dét, man egentlig gerne vil. Hvad det så end er. Det kan være lidt abstrakt. Helt konkret er det dog, at Lenas mor, Sine, er væk. Sine forsvandt sporløst i Grønland, da Lena var ti år.
Sine var udsendt af miljøministeriet i København og var tilsyneladende mere optaget af at passe på naturen end på sin datter.
Lenas arbejde som meteorolog sender hende på, hvad der skulle have været et kort ophold i Grønland, men en voldsom storm forhindrer hende i at rejse hjem, og da hun samtidig møder Fejemanden, der kendte hendes mor, begynder en længere rejse ind i polarmørket. Lena leder efter svar på, hvad der skete med moren, men snart er der flere spørgsmål end svar. Og hvad vil de hende egentlig alle sammen? Fejemanden, landmåleren, den sære Silvia og morens tidligere kollega Tage? Og hvorfor taler alle hele tiden til Lena om skrald?
I VARTEGN blandes realisme og myte. Det er en fortælling om affald og overforbrug. Det er en historie om at få et nyt syn på sin mor, på naturen og på sig selv.