Find Otto!

På en måde har jeg tænkt på at skrive en roman om Otto og Louise lige siden, jeg skrev romanen "Understrømme" - den er fra 2003.

Fra bogreolen

 

I "Understrømme" hedder hovedpersonen Martin Ørum. Han er en dygtig skrædder, der i begyndelsen af 1900-tallet finder ud af, at han hellere vil være brugsuddeler. Det skulle han have ladet være med -  det går skidt med at være brugsuddeler, og Martin Ørum flytter fra by til by med kone og ti børn. Indimellem tænker han misundeligt på sin bror, Otto, der er udvandret til Amerika.  

Allerede da jeg skrev "Understrømme" tænkte jeg over, hvordan det mon var at være Otto. 

Martin Ørum er inspireret af min oldefars historie. I virkeligheden hed han Hans Christian Bruun, og i virkeligheden var Otto ikke hans bror, men hans søn. 

Fra slægtsbogen

 

I "Otto og Louise" er Ottos far skrædder, der hellere vil være brugsuddeler, og på den måde er relationen mellem de to mere sand, end den var i "Understrømme". 

Er det vigtigt?

Spørgsmålet om hvad der er sandt eller falskt i en roman er i udgangspunktet altid fjollet, da en roman jo er fiktion. 

Ikke desto mindre optager det mange mennesker, når noget er

                            based on a true story. 

Også mig selv! 

Jo mere jeg tænkte over at skrive historien om min mormors bror, der emigrerede til Amerika og blev gift med en amerikansk kvinde, jo mere opsat blev jeg også på at finde ud af, hvordan den virkelige Otto og Louises liv mon havde været.  De døde relativt unge i 1930. Barnløse. Jeg havde nogle facts. Han var skrædder, og hun var fraskilt kiropraktor. Men hvad ellers?

Dengang jeg researchede til "Understrømme" havde jeg en lang snak med min mor, hvor hun fortalte om sin morbror og den ældre generation i familien. Vi sad og kiggede i min mormors gamle album, og min mor pegede og forklarede. Jeg optog det hele på bånd. Det var i 2001. 

Fra min mormors album

I 2016 fandt jeg optagelsen med min mor frem igen. Mellem "Understrømme" og 2016 havde jeg skrevet flere andre romaner og en novellesamling, men tanken om at skrive om Otto og Louise lå altid et eller andet sted i baghovedet, og i 2016 mente jeg, at det var blevet tid til at skrive om Otto og Louise. 

Så jeg fandt samtalen med min mor frem. Egentlig vidste hun ikke så meget om Otto. Jeg studerede igen billederne i min mormors gamle album. 

Jeg ringede til min mors kusine, der i dag er over halvfems, og spurgte hvad hun vidste om morbroren, der udvandrede til Amerika. Hun havde aldrig mødt ham, men ligesom min mor havde hun hørt forskellige historier om ham. 

Jeg mailede til min grandkusine i Seattle. Hun er barnebarn af Ottos bror, Ejnar, der også udvandrede. Hvad vidste hun? Hvad vidste hendes mor om sin farbror? Ikke så meget. 

Så fandt jeg fire breve. Tre fra Louise og ét fra Otto. Jeg nærlæste de breve. Studerede dem og vendte og drejede ordene. Det var et gennembrud. Jeg følte mig pludselig tættere på de to. 

Fra Ottos brev

 

Det var næsten som om, jeg var med i en af de tv-dokumentarer, hvor folk efterlyser arvinger eller nogen fra familien, og så drager tv-holdet ud for at finde den savnede. I de udsendelser er koreografien altid sådan, at først er der slet ikke bid, men så kommer der et gennembrud af en slags. 

For mig var det brevene. Men jeg ville have mere. Jeg ville gerne se de steder, hvor Otto og Louise havde levet, jeg ville gå på deres gader, røre ved deres huse. 

I 2016 drog jeg til USAs vestkyst. Jeg rejste til Seattle og besøgte min søde grandkusine og hendes famillie. De bor i et stort hus med udsigt til Mount Rainier og til trætoppe, hvor ørnene lander.

Udsigten fra min grandkusines hus

 

Min kusine vidste ikke mere om Otto og Louise, end hun allerede havde fortalt i sine mails. 

Jeg besøgte et museum for skandinavisk indvandring. Der vidste de en masse om indvandrere generelt, men selvfølgelig slet ingenting om Otto. 

Jeg fløj til San Francisco, hvor Otto og Louise boede. Jeg havde to adresser på dem. Bygningen, hvor de boede på Market Street, eksisterede ikke længere. 

Her boede Otto og Louise ikke

 

Adressen på Geary Street gav pote. Det var et nyt gennembrud. Jeg kunne kigge ind ad de vinduer, der - højst sandsynligt - havde været Ottos skrædderforretning. 

 

819 Geary Street - her boede Otto og Louise

 

Jeg var så glad. Helt oppe at køre. Jeg havde gået på den gade, jeg havde rørt ved huset. Nu skulle jeg bare hjem og skrive. 

 

Hjemme igen skete der ... ingenting. Helt blank var jeg. Hver gang jeg forsøgte at sætte mig og skrive historien om Otto og Louise, kastede den mig af. 

På en måde var jeg kommet for tæt på. På en måde var jeg alt for langt fra. Det var ét rod i mit hoved - hvad der var sandt, hvad der måske var sandt, hvad jeg selv fandt på. 

Den slags overvejelser er i virkeligheden komplet ligegyldige. Den vigtige inspiration for mig, når jeg skriver, er nogle ting, der undrer mig. Nogle ting jeg må spørge mig selv om. Ikke at jeg kan formulere de spørgsmål helt klart for mig selv, men der er noget, der summer i baghovedet. Jeg kan høre en tone.

Efter jeg var kommet hjem fra USA kunne jeg ingenting høre, der havde med Otto og Louise at gøre. 

Jeg begyndte i stedet at interessere mig for helt andre ting.

Det var de spørgsmål, der blev til romanen "For enden af perronen", der udkom i 2018. En tid havde jeg kun hovedet fuldt af den roman. 

Men så ... På et tidspunkt. Så kunne jeg pludselig høre Otto og Louise. 

                                                                                                                                            fortsættes

 

Ny roman på vej - "Otto og Louise"

 

17. maj udkommer min nye roman: "Otto og Louise"

 

Otto rejser i 1912 fra Ebeltoft til Amerika for i lighed med hundredetusinder af andre at søge lykken.

Louise er andengenerationsamerikaner med danske rødder. Hun er kiropraktor og fraskilt.

Otto og Louise møder hinanden i Salt Lake City, og snart er de gift og på vej ind i en fælles tilværelse. De slår sig ned i San Francisco, byen, der summer af virkelyst og ekspansion, men tilværelsen er usikker – i baggrunden raser Første Verdenskrig, den spanske syge dukker op, og man kommer let i kløerne på mennesker, der vil udnytte immigrantens skrøbelighed.

”Otto og Louise” er en roman om to menneskers forsøg på at skabe sig et livsgrundlag i en tid præget af store drømme og stor uvished. Fortiden i det gamle land slipper ikke så let sit tag i Otto, og Louise kæmper med sit eget indre mørke.

Vil det lykkes for de to finde sig selv og kærligheden til hinanden?

 

Sådan står der på bagsiden af bogen. 

 

Hvad der ikke står noget om, er romanens lange - og til tider tumultariske -  tilblivelseshistorie. 

Tilblivelseshistorien er en historie i sig selv, og den vil jeg løbende skrive om her. 

Det bliver ikke i kronologisk rækkefølge. 

 

Allerførst vil jeg gerne dele nogle af de ting, jeg har tænkt over, imens jeg skrev romanen.

 

Romanen er inspireret af min mormors bror, Otto, der emigrerede til Amerika i 1912. Her mødte han amerikanske Louise. 

Jeg har tænkt over, hvilken livsafgørende handling det er at emigrere til et fremmed land.

Til alle tider. Fra alle steder. 

Jeg spekulerede over, hvad det gør ved et menneske, at alt omkring én er nyt og fremmed. Jeg tænkte over, hvorfor man beslutter sig for at forlade alt det, man kender. 

I slutningen af det nittende og i begyndelsen af det tyvende århundrede emigrerede folk i hundredetusindvis til Amerika. De har givetvis haft alle mulige forskellige grunde, men der var nogle hovedkategorier: Folk flygtede fra fattigdom og sult og krig, folk emigrerede i håbet om et bedre liv, folk drog til Amerika, fordi de var eventyrere. 

Det var nok ikke så forskelligt fra nutiden. Hvad der heller ikke er så forskelligt fra i dag er den måde, man tog imod folk på i Amerika. Folk fra Asien tog man slet ikke imod. Hvis man var kineser, kunne man lige så godt blive hjemme, kun hvis ens far allerede boede i Amerika og var forretningsmand, og man også selv var en mand, blev man - måske - lukket ind. Så havde man lov til at arbejde, men ikke til at eje fast ejendom. Ikke hvis man var kineser.

Otto, han var en hvid mand fra Danmark, så han måtte godt rejse ind. Man blev spurgt ud om sygdomme, når man ankom til Ellis Island, og hvis tolderen mente, man var mentalt forstyrret, fik man et kryds på tøjet, og så kom man ikke længere. Men syntes tolderen, at man så o.k. ud, så kom man ind.

Jeg ved ikke, hvorfor virkelighedens Otto emigrerede, men i min roman ønsker Otto helt bestemt at lægge nogle ting bag sig. Og så er han også en drømmer.

Tilværelsen som emigrant er skrøbelig. Måske er man ikke helt så skrøbelig, når man bliver finder en kvinde at dele livet med, tænker min romans Otto og gifter sig med amerikanske Louise. 

Men Louise har også sit at kæmpe med.  

Det er sådan, jeg har forestillet mig det. Jeg har forestillet mig San Francisco, da Otto og Louise blev gift i 1917. Jeg har været til fest med San Franciscos overklasse i de brølende tyvere. Jeg har været med til at presse bukser i skrædderforretningen og rystet på hovedet af, hvor skørt kiropraktormiljøet var dengang. Jeg har haft lyst til at ruske i både Otto og Louise, når de tog forkerte beslutninger, og jeg har samtidig holdt af dem begge to, for efterhånden som jeg skrev, forstod jeg dem bedre.

Og hvis man har lyst, kan man snart læse romanen om, hvordan det går de to i Amerika. 

Her på bloggen kan man de kommende uger læse historien om historien ... Første kapitel kommer til at handle om min researchrejse i 2016. 

 

 

April - stor måned for "For enden af perronen"

April er en stor måned for mig - i forbindelse med nomineringen til DR-romanprisen 2019 læser  læseklubber landet over "For enden af perronen", og det er virkelig vildt og fantastisk at tænke på!

1. april blev jeg interviewet til Kulturen på P1 - det kan man høre her.

3. april release af PODCAST, som DR journalist Diana Bach har lavet med mig.

4., 5. og 6. april laver jeg "Forfatter takeover" på Litteratursidens Instagram profil.

12. og 13. april kan man møde mig i Aalborg til Ordkraft - fredag, d. 12. april klokken 16.00 og lørdag, d. 13. april klokken 13.00

25. april laver jeg forfatterworkshop på Greve Gymnasium

27. april kan man møde mig til Christianshavns Bogfestival på Store Scene klokken 17.15

Jeg glæder mig meget til at snakke med læserne både til arrangementer og på Litteratursiden, hvor der også vil være debat om bogen.