17. maj udkommer min nye roman: "Otto og Louise"
Otto rejser i 1912 fra Ebeltoft til Amerika for i lighed med hundredetusinder af andre at søge lykken.
Louise er andengenerationsamerikaner med danske rødder. Hun er kiropraktor og fraskilt.
Otto og Louise møder hinanden i Salt Lake City, og snart er de gift og på vej ind i en fælles tilværelse. De slår sig ned i San Francisco, byen, der summer af virkelyst og ekspansion, men tilværelsen er usikker – i baggrunden raser Første Verdenskrig, den spanske syge dukker op, og man kommer let i kløerne på mennesker, der vil udnytte immigrantens skrøbelighed.
”Otto og Louise” er en roman om to menneskers forsøg på at skabe sig et livsgrundlag i en tid præget af store drømme og stor uvished. Fortiden i det gamle land slipper ikke så let sit tag i Otto, og Louise kæmper med sit eget indre mørke.
Vil det lykkes for de to finde sig selv og kærligheden til hinanden?
Sådan står der på bagsiden af bogen.
Hvad der ikke står noget om, er romanens lange - og til tider tumultariske - tilblivelseshistorie.
Tilblivelseshistorien er en historie i sig selv, og den vil jeg løbende skrive om her.
Det bliver ikke i kronologisk rækkefølge.
Allerførst vil jeg gerne dele nogle af de ting, jeg har tænkt over, imens jeg skrev romanen.
Romanen er inspireret af min mormors bror, Otto, der emigrerede til Amerika i 1912. Her mødte han amerikanske Louise.
Jeg har tænkt over, hvilken livsafgørende handling det er at emigrere til et fremmed land.
Til alle tider. Fra alle steder.
Jeg spekulerede over, hvad det gør ved et menneske, at alt omkring én er nyt og fremmed. Jeg tænkte over, hvorfor man beslutter sig for at forlade alt det, man kender.
I slutningen af det nittende og i begyndelsen af det tyvende århundrede emigrerede folk i hundredetusindvis til Amerika. De har givetvis haft alle mulige forskellige grunde, men der var nogle hovedkategorier: Folk flygtede fra fattigdom og sult og krig, folk emigrerede i håbet om et bedre liv, folk drog til Amerika, fordi de var eventyrere.
Det var nok ikke så forskelligt fra nutiden. Hvad der heller ikke er så forskelligt fra i dag er den måde, man tog imod folk på i Amerika. Folk fra Asien tog man slet ikke imod. Hvis man var kineser, kunne man lige så godt blive hjemme, kun hvis ens far allerede boede i Amerika og var forretningsmand, og man også selv var en mand, blev man - måske - lukket ind. Så havde man lov til at arbejde, men ikke til at eje fast ejendom. Ikke hvis man var kineser.
Otto, han var en hvid mand fra Danmark, så han måtte godt rejse ind. Man blev spurgt ud om sygdomme, når man ankom til Ellis Island, og hvis tolderen mente, man var mentalt forstyrret, fik man et kryds på tøjet, og så kom man ikke længere. Men syntes tolderen, at man så o.k. ud, så kom man ind.
Jeg ved ikke, hvorfor virkelighedens Otto emigrerede, men i min roman ønsker Otto helt bestemt at lægge nogle ting bag sig. Og så er han også en drømmer.
Tilværelsen som emigrant er skrøbelig. Måske er man ikke helt så skrøbelig, når man bliver finder en kvinde at dele livet med, tænker min romans Otto og gifter sig med amerikanske Louise.
Men Louise har også sit at kæmpe med.
Det er sådan, jeg har forestillet mig det. Jeg har forestillet mig San Francisco, da Otto og Louise blev gift i 1917. Jeg har været til fest med San Franciscos overklasse i de brølende tyvere. Jeg har været med til at presse bukser i skrædderforretningen og rystet på hovedet af, hvor skørt kiropraktormiljøet var dengang. Jeg har haft lyst til at ruske i både Otto og Louise, når de tog forkerte beslutninger, og jeg har samtidig holdt af dem begge to, for efterhånden som jeg skrev, forstod jeg dem bedre.
Og hvis man har lyst, kan man snart læse romanen om, hvordan det går de to i Amerika.
Her på bloggen kan man de kommende uger læse historien om historien ... Første kapitel kommer til at handle om min researchrejse i 2016.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar