Imens jeg skrev "For enden af perronen" spekulerede jeg over al den diffuse vrede, jeg synes der er i verden nu, og om man mon kunne finde ud af, hvornår det begyndte. Hvornår begyndte politikerne at sætte "jeg er nødt til at sige" foran hver anden sætning? Og hvorfor handler nødvendigheden så ofte om, at de der i forvejen ikke har så meget, bliver nødt til at tage sig sammen og leve med endnu mindre?
Det begyndte ikke med Anker Jørgensen. I sin nytårstale 1982 talte han om tillid. Han sagde, at tiderne var svære, men at folk skulle kunne have tillid til at lønmodtagernes realindkomst ikke ville falde, og at der ville være et socialt sikkerhedsnet for dem, der havde brug for det.

Dyrk forresten lige statsministerens håndskrevne tale.

Fortsættelse følger ...

For enden af perronen

Torsdag, d. 27. september udkommer min nye roman "For enden af perronen"


Peter står på Nørreport Station, parat til at springe ud foran et tog. Han spekulerer over, hvad der er gået galt i hans eget liv og i verden, og pludselig giver 1982 sig til at tale til ham om: "Vestens brune tid, hvor mennesker ved, at der aldrig er langt mellem mudder og fod. Mellem én selv og jorden.
Andre tider falder ind i samtalen:
"Du befinder dig på det forkerte sted," siger 2017.
"Det har jeg altid gjort," vrisser Peter.
"Nej, i den forkerte ende af perronen, din idiot."
"Hvad?"
"Toget stopper jo her. Vil du springe ud foran et tog, der er standset?"

Med Peters små samtaler med tiden som ramme udfoldes historien om hans forhold til Ellen, Agnes og Gunilla. De fire møder hinanden i niende klasse i 1982 og har vidt forskellige forudsætninger. Peter er rich kid fra Charlottenlund, Ellen er datter af en havnearbejder Agnes kommer fra et kulturradikalt hjem ved Søerne, Gunilla er datter af en enlig mor, og den cocktail kommer der både vrede og afmagt ud af. Men også stor kærlighed.

Ligesom Peter har jeg tænkt over verdens tilstand og mit eget liv. Ligesom Peter ser jeg så mange vrede mennesker i verden - nogle gange mig selv inklusive - og jeg har spurgt mig selv, hvordan vi egentlig er kommet derhen.
Jeg har også tænkt over de forskellige udtryk som kærlighed han have, og hvilken betydning kærligheden har midt i al den vrede.

6 (SEKS) hjerter i Politiken

Sikken en fantastisk morgen! Klokken halv seks kommer min mand stormende op ad trapperne med avisen: 6 hjerter i Politiken - dagen før Uforudsete hændelser udkommer - se dét er en måde jeg ikke før har prøvet at vågne på!

Bjørn Bredal skriver så mange fine ting (så jeg helt må rødme - men ikke af en hedetur!) men allermest er jeg glad for, at han har kunnet mærke al den gode skriveenergi, som jeg har haft, imens jeg skrev om Astrid, Tine, Susan og Pilar. Og allermest er jeg også glad for, at han kan lide de små essays.

Man kan læse anmeldelsen her: 

SEKS stjerner i Politiken til Uforudsete hændelser