Imens jeg skrev "For enden af perronen" spekulerede jeg over al den diffuse vrede, jeg synes der er i verden nu, og om man mon kunne finde ud af, hvornår det begyndte. Hvornår begyndte politikerne at sætte "jeg er nødt til at sige" foran hver anden sætning? Og hvorfor handler nødvendigheden så ofte om, at de der i forvejen ikke har så meget, bliver nødt til at tage sig sammen og leve med endnu mindre?
Det begyndte ikke med Anker Jørgensen. I sin nytårstale 1982 talte han om tillid. Han sagde, at tiderne var svære, men at folk skulle kunne have tillid til at lønmodtagernes realindkomst ikke ville falde, og at der ville være et socialt sikkerhedsnet for dem, der havde brug for det.

Dyrk forresten lige statsministerens håndskrevne tale.

Fortsættelse følger ...