Otto og Louise er på gaden!

Her fortæller jeg lidt om romanen: 

Alle danskere har en onkel i Amerika!

Næsten alle danskere har en onkel i Amerika - i perioden 1850 til 1920 udvandrede ti procent af Danmarks befolkning til USA. 

350.000 mennesker forlod deres familie og venner, deres ejendele og deres land i håbet om en bedre tilværelse på den anden side af Atlanterhavet. 

Det er virkelig et højt tal, der kom bag på mig, da jeg researchede til Otto og Louise. 

 

Det kom også bag på mig, hvordan de amerikanske myndigheder sorterede i folk. Immigranter fra Europa ankom til Ellis Island udfor New York. 

I bygningen på Ellis Island stod En U.S. Public Health Service Doctor højt oppe på trappen og holdt øje med folk. Han kiggede efter tegn på overanstrengelse eller anden skrøbelighed. 

Når man kom frem til lægen, viste man sin helbredsdokumentation frem. Hvis man fik et o.k. stempel her, kom man videre ind i The Registry Room, hvor en ny læge tjekkede én for deformiteter eller andre mulige sygdomme, og hvis lægen var i tvivl, fik man et kridtmærke på skulderen og blev anbragt i en anden kø for nærmere undersøgelser. 

De forskellige kridtmærkers betydning - "x" for suspected mental illness, "h" for heart, "pg" for pregnancy

En tredje læge undersøgte alle immigranter for øjensygdommen trachoma. Det foregik ved at krænge øjenlågene opad med et instrument, der egentlig var til at knappe sko med.

Hvis et barn eller en voksen virkede syg, blev han eller hun taget ud af rækken, imens familiens øvrige familiemedlemmer uden forklaring blev gennet videre. Myndighedernes førsteprioritet var at sørge for, at få folk videre. 

Efter lægeundersøgelserne ventede immigranterne i hovedbygningen på Ellis Island.

Folk ventede i timevis på at komme til at vise deres papirer og blive udspurgt af en myndighedsperson. 

Otto må have siddet her.  

Når det endelig blev ens tur, gik spørgsmålene imidlertid hurtigt: Navn? Fødested? Gift eller ugift? Hvor vil De rejse hen? Hvor mange penge har De? Har De nogensinde været i fængsel? Hvad er Deres beskæftigelse? Har De et arbejde? 

Man skulle være i besiddelse af en jernbanebillet og mindst 25 Dollars, hvilket svarede til en ugeløn. 

De fleste europæiske immigranter blev lukket ind. For overhovedet at komme ombord på et skib til Amerika, skulle man igennem forskellige tjek, for afviste immigranter skulle sejles tilbage på skibsselskabets regning, og det kunne ikke betale sig. 

I perioden mellem 1880 og 1920 emigrerede over 20 millioner europæere til USA. 

Hvis man kom fra Asien var man stort set forbudt adgang. Men det er en anden historie. 

Billederne her på siden er fra "Ellis Island, An Illustrated History of the Immigrant Experience". Den bog var guld værd for mig i starten af min research. 

Det kom bag på mig hvor kæmpe en researchopgave, det var at sætte mig ind i livet i Amerika i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg har tidligere skrevet historiske romaner, men de er foregået i Danmark, og det er noget andet, når fantasien både skal flytte ind i en anden historisk periode OG i et andet land. 

På den måde følte jeg mig af og til lige så meget på udebane i skriveprocessen, som Otto må have været det som immigrant. 

Men det har frem for alt været en utrolig spændende rejse for mig at være på.

Find Otto!

På en måde har jeg tænkt på at skrive en roman om Otto og Louise lige siden, jeg skrev romanen "Understrømme" - den er fra 2003.

Fra bogreolen

 

I "Understrømme" hedder hovedpersonen Martin Ørum. Han er en dygtig skrædder, der i begyndelsen af 1900-tallet finder ud af, at han hellere vil være brugsuddeler. Det skulle han have ladet være med -  det går skidt med at være brugsuddeler, og Martin Ørum flytter fra by til by med kone og ti børn. Indimellem tænker han misundeligt på sin bror, Otto, der er udvandret til Amerika.  

Allerede da jeg skrev "Understrømme" tænkte jeg over, hvordan det mon var at være Otto. 

Martin Ørum er inspireret af min oldefars historie. I virkeligheden hed han Hans Christian Bruun, og i virkeligheden var Otto ikke hans bror, men hans søn. 

Fra slægtsbogen

 

I "Otto og Louise" er Ottos far skrædder, der hellere vil være brugsuddeler, og på den måde er relationen mellem de to mere sand, end den var i "Understrømme". 

Er det vigtigt?

Spørgsmålet om hvad der er sandt eller falskt i en roman er i udgangspunktet altid fjollet, da en roman jo er fiktion. 

Ikke desto mindre optager det mange mennesker, når noget er

                            based on a true story. 

Også mig selv! 

Jo mere jeg tænkte over at skrive historien om min mormors bror, der emigrerede til Amerika og blev gift med en amerikansk kvinde, jo mere opsat blev jeg også på at finde ud af, hvordan den virkelige Otto og Louises liv mon havde været.  De døde relativt unge i 1930. Barnløse. Jeg havde nogle facts. Han var skrædder, og hun var fraskilt kiropraktor. Men hvad ellers?

Dengang jeg researchede til "Understrømme" havde jeg en lang snak med min mor, hvor hun fortalte om sin morbror og den ældre generation i familien. Vi sad og kiggede i min mormors gamle album, og min mor pegede og forklarede. Jeg optog det hele på bånd. Det var i 2001. 

Fra min mormors album

I 2016 fandt jeg optagelsen med min mor frem igen. Mellem "Understrømme" og 2016 havde jeg skrevet flere andre romaner og en novellesamling, men tanken om at skrive om Otto og Louise lå altid et eller andet sted i baghovedet, og i 2016 mente jeg, at det var blevet tid til at skrive om Otto og Louise. 

Så jeg fandt samtalen med min mor frem. Egentlig vidste hun ikke så meget om Otto. Jeg studerede igen billederne i min mormors gamle album. 

Jeg ringede til min mors kusine, der i dag er over halvfems, og spurgte hvad hun vidste om morbroren, der udvandrede til Amerika. Hun havde aldrig mødt ham, men ligesom min mor havde hun hørt forskellige historier om ham. 

Jeg mailede til min grandkusine i Seattle. Hun er barnebarn af Ottos bror, Ejnar, der også udvandrede. Hvad vidste hun? Hvad vidste hendes mor om sin farbror? Ikke så meget. 

Så fandt jeg fire breve. Tre fra Louise og ét fra Otto. Jeg nærlæste de breve. Studerede dem og vendte og drejede ordene. Det var et gennembrud. Jeg følte mig pludselig tættere på de to. 

Fra Ottos brev

 

Det var næsten som om, jeg var med i en af de tv-dokumentarer, hvor folk efterlyser arvinger eller nogen fra familien, og så drager tv-holdet ud for at finde den savnede. I de udsendelser er koreografien altid sådan, at først er der slet ikke bid, men så kommer der et gennembrud af en slags. 

For mig var det brevene. Men jeg ville have mere. Jeg ville gerne se de steder, hvor Otto og Louise havde levet, jeg ville gå på deres gader, røre ved deres huse. 

I 2016 drog jeg til USAs vestkyst. Jeg rejste til Seattle og besøgte min søde grandkusine og hendes famillie. De bor i et stort hus med udsigt til Mount Rainier og til trætoppe, hvor ørnene lander.

Udsigten fra min grandkusines hus

 

Min kusine vidste ikke mere om Otto og Louise, end hun allerede havde fortalt i sine mails. 

Jeg besøgte et museum for skandinavisk indvandring. Der vidste de en masse om indvandrere generelt, men selvfølgelig slet ingenting om Otto. 

Jeg fløj til San Francisco, hvor Otto og Louise boede. Jeg havde to adresser på dem. Bygningen, hvor de boede på Market Street, eksisterede ikke længere. 

Her boede Otto og Louise ikke

 

Adressen på Geary Street gav pote. Det var et nyt gennembrud. Jeg kunne kigge ind ad de vinduer, der - højst sandsynligt - havde været Ottos skrædderforretning. 

 

819 Geary Street - her boede Otto og Louise

 

Jeg var så glad. Helt oppe at køre. Jeg havde gået på den gade, jeg havde rørt ved huset. Nu skulle jeg bare hjem og skrive. 

 

Hjemme igen skete der ... ingenting. Helt blank var jeg. Hver gang jeg forsøgte at sætte mig og skrive historien om Otto og Louise, kastede den mig af. 

På en måde var jeg kommet for tæt på. På en måde var jeg alt for langt fra. Det var ét rod i mit hoved - hvad der var sandt, hvad der måske var sandt, hvad jeg selv fandt på. 

Den slags overvejelser er i virkeligheden komplet ligegyldige. Den vigtige inspiration for mig, når jeg skriver, er nogle ting, der undrer mig. Nogle ting jeg må spørge mig selv om. Ikke at jeg kan formulere de spørgsmål helt klart for mig selv, men der er noget, der summer i baghovedet. Jeg kan høre en tone.

Efter jeg var kommet hjem fra USA kunne jeg ingenting høre, der havde med Otto og Louise at gøre. 

Jeg begyndte i stedet at interessere mig for helt andre ting.

Det var de spørgsmål, der blev til romanen "For enden af perronen", der udkom i 2018. En tid havde jeg kun hovedet fuldt af den roman. 

Men så ... På et tidspunkt. Så kunne jeg pludselig høre Otto og Louise. 

                                                                                                                                            fortsættes